Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
Selvbedrag om, at han kan gjøre Agnete lykkelig ved fin Kunst,
han vil have Mod til menneskeligt talt at knuse Agnete. For-
øvrigt vil jeg blot her gjøre en psychologisk Bemærkning Jo
mere Agnete har været selvisk udviklet, desto mere blændende
vil Selvbedraget være, ja det er ikke utænkeligt, at det kunde
forekomme i Virkeligheden, at en Havmand ved sin dæmoniske
Kløgt menneskelig talt ikke blot havde frelst, men bragt noget
Overordentligt ud af en Agnete; thi en Dæmon veed at pine
Kræfter ud af selv det svageste Menneske, og han kan paa sin
Viis mene det meget godt med et Menneske
Havmanden staaer paa en dialektisk Spidse. Hvis han
frelses ud af det Dæmoniske i Angeren, da er der to Veie mulige.
Han kan holde sig tilbage, blive i det Skjulte, men ikke stole paa
sin Kløgt Han kommer da som den Enkelte ikke i et absolut
Forhold til det Dæmoniske, men finder Hvile i Modparadoxet,
at Guddommen vil frelse Agnete. (Saaledes vilde vel Middel-
alderen gjøre Bevægelsen; thi Havmanden er aabenbart ifølge
dens Begreb hjemfalden til Klosteret). Eller han kan frelses
ved Agnete. Dette maa nu ikke forstaaes saaledes, som om han
ved Agnetes Kjærlighed skulde frelses fra fremtidig at blive
en Forfører (dette er et æsthetisk Redningsforsøg, som altid
gaaer uden om Hovedsagen, nemlig Continuiteten i Havman-
dens Liv); thi i denne Henseende er han frelst; han frelses for-
saavidt han bliver aabenbar. Han ægter da Agnete. Imidler-
tid maa han tye til Paradoxet. Naar nemlig den Enkelte er
ved sin Skyld kommen udenfor det Almene, da kan han kun
vende tilbage dertil i Kraft af, som den Enkelte at være kommen
i et absolut Forhold til det Absolute. Her vil jeg nu gjøre en Be-
mærkning, hvorved jeg siger mere end der er sagt paa noget
Punkt i det Foregaaende-Es. Synden er ikke den første Umids
A) J det Foregaaende har jeg med Flid holdt ethvert Hensyn til
Spørgsmaalet om Synden og dens Realitet borte. Det Hele er rettet paa
Abraham, og ham kan jeg endnu naae i umiddelbare Kategorier, det vil
sige, forsaavidt jeg kan forstaae ham. Saasnart Synden kommer frem,
da gaaer Ethiken til Grunde, netop paa Angeren; thi Angeren er det høieste
ethiske Udtryk, men netop som saadant den dybeste ethiske Selvmodsigelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
