Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
237
fordi enhver Funktion nød hele sin Tilfredsstillelse, enhver
» Nerve frydede sig paa egne og det Heles Vegne, medens et-
hvert Pulsslag som Organismens Uro kun mindede om og an-
gav Øieblikkets Vellyst. Min Gang var svævende, ikke som Fug-
lens Flugt, der gjennemskærer Luften og forlader Jorden,
men som Vindens Bølgen over Sæden, som Havets længsels-
salige Vuggen, som Skyens drømmende Hengliden. Mit Væsen
var Gjennemsigtighed som Havets dybe Grunden, som Nattens
selvtilfredse Taushed, som Middagens monologiske Stilhed. Enhver
Stemning hvilede i min Sjæl med melodisk Resonants. Enhver
Tanke tilbod sig, og enhver Tanke tilbod sig med Salighedens Fest-
lighed, det taabelige Judfald ikke mindre end den rigeste Idee. Et-
hvert Jndtryk var ahnet før det kom, og vaagnede derfor i mig
selv. Hele Tilværelsen var som forelsket i mig, og Alt hævede i·
skjæbnesvangert Rapport til min Væren, Alt var omineust i mig,
og Alt gaadefuldt forklaret i min mikrokosmiske Salighed, der
forklarede Alt i sig, selv det Ubehagelige, den kjedsommeligste
Bemærkning, Synet af det-Modbydelige, det fataleste Sam-
menstød. Som sagt præcise Kl. 1 var jeg paa det Høieste, hvor
jeg ahnede det Allerhøieste, da begynder pludselig noget at
gnave i mit ene Øie, om det var et Øienhaar, et Fnug, et Støv-
gran, jeg veed det ikke, men dette veed jeg, at jeg i samme Øie-
blik styrtede -ned næsten i Fortvivlelsens Afgrund, Noget, En-
hver let vil forstaae, der har været saa høit oppe som jeg, og idet
han var paa dette Punkt tillige har været beskæftiget med det
Principsporgsmaal, hvorvidt overhovedet den absolute Til-
fredsstillelse er at opnaae. Siden den Tid opgav jeg ethvert
Haab om nogensinde at befinde mig tilfreds absolut og i alle
Maader, opgav det Haab, jeg engang havde næret, vel ikke til
alle Tider at være absolut tilfreds, men dog i enkelte Øieblikke,
om saa disse Eenheder af Øieblikke ikke bleve flere end at, som
Shakespeare siger, ,,en Oltappers Regnekunst var tilstrækkelig
for at opsummere dem-«
Saavidt var jeg allerede kommen før jeg lærte hiint unge
Menneske at kjende. Saasnart jeg spurgte mig selv, eller der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
