Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
de Ældre saa lidenskabelige, jeg kan ikke blive klog paa, hvad
det er de trættes om, og dog kan jeg ikke lade være at lytte.
Da troer jeg, at det er onde Mennesker, der have gjort- Job al
den Sorg, at det er hans Venner, der nu sidde og gjoe ad ham.
Da græder jeg ganske høit, en unævnelig Angst for Verden
og Livet og Menneskene og Alt sammenknuger min Sjæl.
Da vaagner jeg og begynder igjen at læse ham høit af
al min Magt og af mit ganske Hjerte. Da forstummer jeg plud-
selig; jeg hører Jntet mere, seer Jntet, kun i dunkle Omrids
ahner jeg Job, der sidder ved Arnestedet, og hans Venner; men
Jngen siger et Ord, men denne Taushed skjuler alle Rædsler
i sig som en Hemmelighed, Ingen tør nævne.
Da brydes Tausheden, og Jobs plagede Sjæl bryder
frem i vældige Raab. Dem forstaaer jeg, disse Ord gjør jeg til
mine. J samme Øieblik føler jeg Modsigelsen, da smiler jeg ad
mig selv, som man smiler ad et lille Barn, der har taget sin
Faders Klæder paa. Eller er det ikke til at smile ad, naar nogen
Anden end Job vilde sige: Ak! kunde en Mand gaae i Rette
med Gud, som et Menneskes Barn med sin Staldbroder. Og
dog kommer Angesten over mig, som forstod jeg det endnu ikke,
men som vilde jeg engang komme til at forstaae, som lurede
allerede den Forfærdelse paa mig, om hvilken jeg læser, som
drog jeg den over mig ved at læse om den, ligesom man bliver
syg af den Sygdom, om hvilken man læser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
