Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
113
Er Anna da ikke forventende? Vi vide det vel, at der
var de i Verden, hvis Forventning ikke blev skuffet. Tidligen
lærte de, at forhcerde deres Sind, og løftede nu maaskee Ho-
vedet saa stolt, for at skue ud over dem, der bøiede sig i Sorgen.
Hvorledes skulde en Saadan ogsaa kunne blive bedragen! Og
dog hvis han pludseligen kom til ret levende at mindes den Tid,
da hans Hjerte svulmede freidigt og tillidsfuldt, rigt paa For-
ventning, da vilde han maaskee forfærdes over sig selv, og over
sin fkufsede Forventning; thi det havde han jo aldrig forventet,
at han engang skulde daarligen kneise som det golde Figentræ,
der Jntet forventet. Hvis Nogen var skuffet, da sandeligen han
og uhelbredeligere end alle Andre. Den, der bedrages af Ver-
den, han kan dog haabe til anden Tid under andre Omstæn-
digheder ikke at blive skuffet; men Den, der bedrager sig selv,
han bliver bestandigen bedragen, om han end flygtede til Verdens
yderste Grændse; thi sig selv kan han ikke undflye. — Vi vide
vel, at der var de, hvis Forventninger ikke bleve skaffede. De
undte sig hverken Rist eller Ro i den travle Tjeneste, de udstyk-
kede Sjelen i mangfoldige Forventninger, forventede snart
Eet snart et Andet, vandt og tabte, stode aarle op og gik lange
Veie. Deres Forventninger bleve ikke skuffedez — men For-
ventningen, ja den kunde der ikke være Tale om; thi hvor var
vel den Mester, som formaaede at fortælle denne utrættelige
Jndholdsloshedz eller hvor den Hukommelse og den Tanke,
der formaaede at sammenfatte en saadan Forvirring, eller
hvor den Evighed, der havde Tid til at mindes Sligt! Vare de
ikke skuffede, skaffede i deres Forventning, at Tiden ikke kunde
udlobe, skufsede af Forventningerne, der i Adspredelsen havde
ladet dem glemme, at Evighedens Alvor maatte glemme al
deres Tragten og dem selv med, hvad de kunde have undflyetz
thi ikke at glemmes i Tiderne, blev kun meget faa Menneskers
Lod, men det Herligere, ikke at være glemt i Evigheden, blev
ethvert Menneske givet, der selv vil det. Vare de da ikke skaffede,
er Den ikke forfærdeligst skuffet, der end ikke aner Skuffelsen,
før den opsluger og tilintetgjør ham?
S. Kierkegaard 1v. 8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
