Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
155
Barn, der kunde lede ham! Og saaledes gaaer man da en liden
Stund som en blind Mand, der ledes af et Barn-
Vi dølge ikke, at den Enes Tilbagetog kan være høist for-
skjelligt fra den Andens, at den Enes kan være en fredeligere
Gjenkomst, den Andens en Flugt, hvilken Rædselen forføl-
ger, men det er Prædikeren som siger: tænk derfor paa Din
Skaber i Din Ungdom, tænk derpaa for Tilbagetogets Skyld.
Selv om Øieblikket, da det maa begyndes, er nok saa forfær-
deligt, endog om et Menneske i Fjendskab med sig selv har til-
intetgjort nok saa meget as hvad der laae bag ved ham: blot
en Erindring af denne Tanke skal altid hjælpe ham noget. Maa-
skee var der Den, som bragt til det Yderste kun søgte at samle
sin Forbittrelse, sin Vrede i et eneste Lidenskabens Udbrud, og
søgte forgjeves hos den Kløgt, der ellers er i Forstaaelse med
Livets Tomhed og Intethed, indtil han udbrød: o, Verden for-
gaaer og dens Lyst! men see, da vaagnede dette Ord som en
Erindring i hans Sjel, og med den vaagnede en frelsende Er-
indring, der endnu kaldte paa ham med Ungdommens Usvige-
lighed: men Guds Ord varer evindelig. Saaledes hjalp Ung-
dommens Erindring hvor intet Andet vilde hjælpe, saaledes
hjælper den; løser den rugende Alvors Fortryllelse, saa der
atter er Glæde i Himlen og paa Jorden; adspreder den travle
Bekymrings Taager i gudhengiven Sorgløshed; opløser den onde
Møie i stille Forundring over den mørke Tale, at haabe mod
Haab; frelser den Fortvivlende fra at see Fortvivlelser ved den
Frimodighed, der Jntet forstaaer, ikke Selvanklagens besnæ-
rende Paastand, men kun forstaaer Guds Barmhjertighed Maa-
skee var der Den, som grundede dybt og grundede længe over
det Guddommelige, medens han dog stundom selv forstod hvad
han udfandt langt simplere end han udgrundede det, indtil han
tilsidst, som han sad der tankefuld og grublende, smilede over sin
megen Grunden ved at agte paa den Ungdommens Erindring,
der tilhvidskede ham det Eenfoldige, og saaledes ved sin Ind-
blanden forvandlede ham den skjønne Alvor til en endnu skjøn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
