Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
229
men bestjal Slægten, og hovmodigen, skjønt jeg kun er et enkelt
Menneske, ja endog en lumpen Tyv, gav mig Mine af at være
hele Slægten? Forholder dette sig saaledes, saa hvis jeg gik om-
kring til alle Mennesker, og alle vel kjendte det, men Enhver
tillige vidste, at han ikke havde digtet det, jeg nu deraf kan
slutte: altsaa har Slægten digtet det? Var dette ikke besynder-
ligt? Thi dersom hele Slægten havde digtet det, da maatte
dette jo udtrykkes saaledes, at Enhver var lige nær til at have
digtet det. Synes dette Dig ikke en vanskelig Sag, i hvilken
vi ere komne ind, medens det Hele i Begyndelsen syntes saa
let afgjort ved Dit korte Vredens-Ord: at mit Digt var det
lumpneste Plagiat, og ved min Blussel over at maatte høre
det. Saa er det maaskee slet ikke noget Digt, eller i ethvert
Tilfælde skyldes det ikke noget Menneske, ei heller Slægten;
og, jeg forstaaer Dig, derfor var det Du kaldte min Adfcerd
det lumpneste Plagiat, fordi jeg ikke stjal fra en enkelt Mand,
ikke bestjal Slægten, men bestjal Guddommen, eller ligesom stjal
ham bort, og ·gudsbespotteligen, skjøndt jeg kun var et enkelt
Menneske, ja endog en lumpen Tyv, gav mig Mine af at være
Gudenz o, Kjære, nu forstaaer jeg Dig ganske, og forstaaer,
at Din Vrede er retfærdig Men da gribes ogsaa min Sjel
af ny Forundring, ja den fyldes med Tilbedelsez thi det havde
jo ogsaa været besynderligt, om det var et menneskeligt Digt.
Vel kunde det falde Mennesket ind at digte sig selv i Lighed
med Guden eller Guden i Lighed med sig, men ikke at digte,
at Guden digtede sig selv i Lighed med Mennesket; thi dersom
Guden Intet lod sig mærke med, hvorledes skulde da Menne-
sket falde paa, at den salige Gud kunde behøve ham? Dette
var jo den sletteste Tanke, eller rettere saa slet en Tanke, at
den ikke kunde opkomme i ham, om han end, naar Guden har
betroet ham den, tilbedende siger: denne Tanke opkom ikke i
mit Hjerte, og finder at det er den vidunderlig-skjønneste Tanke.
Og er det Hele ikke vidunderligt, og er dette Ord ikke igjen et
lykkeligt varslende Ord paa mine Læber; thi staae vi ikke her,
som jeg jo sagde det, og som Du jo uvilkaarligen selv siger det:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
