Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
ligheden; men i sit Første er hun Endeligheden potenseret i al
guddommelig og menneskelig Jllusions skuffende Uendelighed.
Endnu er Bedraget der ikke. Men et eneste Øieblik længere, og
man er bedragen. Hun er Endeligheden, saaledes er hun et
Collectivumzden ene Qvinde er de mange. Dette forstaaer kun
Erotikeren, og derfor veed han at elske Mange, aldrig bedraget,
men indsugende al den Vellyst, som listige Guder mægtede at
tilberede. Derfor lader Qvinden sig ikke udtømme i nogen For-
mel, men er en Uendelighed af Endeligheder. Vil man tænke
hendes Idee, da gaaer det En som Den, der stirrer ind i et Hav
af Taagebilleder, der bestandigt danne sig, eller som Den, der
forvildes ved at skue i Bølgerne, hvis Skumpiger bestandigt
gjække, thi hendes Idee er kun et Mulighedens Værksted, og atter
i Erotikeren er denne Mulighed Sværmeriets evindelige Ophav.
Saa dannede Guderne hende fiin og ætherisk som af Som-
mernattens Taage og dog fyldig som den modne Frugt, let som
Fuglen, skjøndt hun bærer en Verdens Attraa i sig, let fordi
Kræfternes Spil er enet i et negativt Forholds usynlige Centrum,
i hvilket hun forholder sig til sig selv, slank i Skuddet, bestemt
tegnet og dog for Øiet svulmende i Skjønhedens Bølgelinier,
fuldendt og dog som blev hun bestandig nu først færdig, kølig,
liflig, forfriskende som den nyfaldne Snee og dog rødmende i
stille Gjennemsigtighed, lykkelig som en Spøg, der lader En
glemme Alt, beroligende som det Maal, hvortil Vegjeringen er,
tilfredsstillende ved selv at være Begjeringens Incitament Og
saaledes havde Guderne beregnet Situationen, at Manden,
naar han fik hende at see, skulde forundres som Den, der seer
sig selv, og dog igjen som var han fortrolig med dette Syn,
forandres som Den, der seer sig selv i Fuldkommenhedens Af-
glands, sorundres som Den, der seer hvad han aldrig havde
anet, og dog seer, hvad der, saa fhnes det, nødvendig maatte
være faldet ham ind, seer, hvad der er nødvendigt i Tilværelfen,
og dog seer dette som Tilværelsens Gaade. Netop denne Mod-
sigelse i Forundringen elsker Vegjeringen frem, medens For-
undringen skyder ham nærmere og nærmere til, saa han ikke kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
