Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
d. z. Ianuar. Midnat.
Den stille Fortvivlelse.
Da Slvist var bleven en gammel Mand, optoges han i
den Daarekiste, han selv i sin Ungdom havde oprettet. Her stod
han, saa fortælles der, ofte for et Speil med en forfængelig og
vellystig Qvindes Udholdenhed, om ikke just med hendes Tanker.
Han betragtede sig selv og sagde: stakkels gamle Mand!
Der var engang en Fader og en Søn. En Søn er ligesom
et Speil, hvori Faderen seer sig selv, og for Sønnen er igjen
Faderen som et Speil, hvori han seer sig selv i den tilkommende
Tid. Dog betragtede de sjeldent hinanden saaledes, thi en op-
romt livlig Samtales Munterhed var deres daglige Omgang.
Kun hændte det saa Gange, at Faderen standsede, stod for Søn-
nen med sit sørgmodige Aasyn, betragtede ham og sagde: stakkels
Barn Du gaaer i en stille Fortvivlelse. Videre blev der aldrig
talet om, hvorledes dette dog var at forstaae, hvor sandt det
dog var. Og Faderen troede, at han var Skyld i Sønnens Tung-
sind, og Sønnen troede, at det var ham, der voldte Faderen
hans Sorg — men der blev aldrig vexlet et Ord derom.
Saa døde Faderen. Og Sønnen saae Meget, hørte Meget,
oplevede Meget og forsøgtes i adskillige Fristelser, men kun
Eet længtes han efter, kun Eet bevægede ham, det var hiint
Ord og det var Faderens Stemme, der han sagde det.
Saa blev Sønnen ogsaa en gammel Mand; men som
Kjærlighed opfinder Alt, saa lærte Længselen og Savnet ham
vel ikke at fravriste Evighedens Taushed nogen Meddelelse,
men den lærte ham at efterligne Faderens Stemme indtil Lig-
heden ingen Skuffelse var ham. Han betragtede sig da ikke i et
Speil, som den gamle Swist, thi Speilet var jo ikke mere til,
men i Eensomhed trøstede han sig selv ved at høre Faderens
Stemme-: stakkels Barn Du gaaer i en stille Fortvivlelse. Thi
Faderen var den Eneste, der havde forstaaet ham, og dog vidste
han jo ikke, om han havde forstaaet ham; og Faderen var den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
