- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Sjette Bind /
227

(1920-1926) Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

227 ·

ikke afsagt min Dom, at jeg er en Morder, hvad kan altsaa skee
værre end at hun døer, og dog er der nu ingen Sandsynlighed
derfor. Enten er hun den Sjeldne blandt Pigerne, saa vil netop
min Fremgangsmaade bidrage Sit til, at hun ikke forstyrres
i at blive det Udmærkede, en Pige, hvis Apotheose ikke begyndte
med Døden, men med Sorgen, — eller hun er, ja jeg gider ikke
sige det, hun har indbildt sig o. s. v., og derpaa bliver hun for-
standig o. s. v. o: indbilder sig at være bleven forstandig o. s. v.
— holdt! jeg eier ingen faktisk Oplysning, der berettiger mig
til nogen Conclusion· Altsaa bliver jeg i min Elendighed, og holder
hende i Ære Men min Forstand, min Forstand, den siger mig
det, jo den siger mig det for at krænke mig, thi det var jo ikke
mit Ønske, at hun skulde vise sig at være mindre end hvad hun
syntes, og jeg kunde dog hverken for hendes eller for min Skyld
ønske saaledes at frelses o: saaledes at blive til Nar.

Men Jntet, Jntet er der, som kan hjælpe-mig med en lille
Oplysning. Forgjæves kaster jeg mig utaalmodig nu paa den
ene Side, nu paa den anden; naar man ligger paa en Pinebænk
nager det overalt. Hun kan foragte — store Gud! det er det jeg
vil, det jeg arbeider for, og dog gyser det i mig ved Tanken om
et saadant Martyrium paa Livstid. Om jeg vil kunne udholde
det, om jeg ikke aldeles fortvivler, jeg veed det ikke, men det
veed jeg, og det veed den Magt, der ifølge sit Væsen er Medvider
i de skjulteste Tanker, den veed, at»jeg har trukket i Snoren til
Styrtebadet. Om det skal knuse mig, veed jeg ikke. —- Hun kan
beskikke sin Sjel til Taalmodighed, kan med uskadt Samvittighed
tage Sorgens Slør, hvad kan jeg? Hvor skjuler jeg mig for mig
selv, hvor er det Hvilested, at den Modige kan samle nye Kræfter,
hvor redes det Natteleie, paa hvilket jeg kan slumre stille og
qvægsomt. J Graven? Nei, thi det er usandt hvad Skriften siger,
at der i Graven er ingen Erindring, jeg vil erindre hende. J
Evigheden? Er der Tid til at sove? J Evigheden! Hvorledes vil
jeg see hende igjen? Skal hun der træde anklagende og dømmende
frem? Forfærdelse! Eller skal hun maaskee have transpireret
det Hele ud som en Barnestreg? Modbydeligt! Og dog ikke mod-

15-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:45:41 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/6/0233.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free