Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
279
ved hiin sivkrandsede Sø jeg laae, en stille Aften, som hørte jeg
hendes Skrig, og nu Aareslaget: og jeg frelste hendes Liv, men
hun blev aldrig Menneske mere. Saa havde da Angest og Smerte
og Raadløshed langsomt dirket ved Bevidsthedens Slutte, indtil
Fortvivlelsen fik adsplittet denne elskelige Qvindeligheds yndige
Væsen. Forfærdeligt! Tør jeg ikke byde denne Tanke at flygte
tilbage, tør jeg ikke bede, at denne Tanke maatte tages fra mig?
Nei! Det er jo en Mulighed. Og dog naar jeg blot sad hos hende,
blot dette, at jeg turde være nærværende, at jeg turde gjøre Alt,
om det end er Intet, det var dog en Lindring, en Lindring,
som den Ulmen, der er en uafbrudt dump Smerte, men ikke
saa megen Lidelse. Hun vilde da nu forvexle Alt, hun vilde troe
vi sad som fordum i Baaden paa hiin Sø, vi feilede sammen;
og da vilde vi vexle om ikke de bevingede Ord saa Vanvidets
Udtryk og forstaae hinanden i Afsindighed, og tale om vor For-
elskelse som Lear vil tale med Cordelia om Hoffet og spørge Nyt
derfra. — Men at være adskilt fra hende; og hvis hun døde, at
altsaa den, der var den Nærmeste, den Eneste maaskee, der havde
et heelt Liv, det være nu kort eller langt, til at sørge over hende,
at han var den Eneste, der ikke faaes Sørgende, eller rettere
at han var forhindret i at kjøre i Karreet, naar Sørgetoget fulgte
hende til Graven, om han dog trods Nogen veed, at en Afdod
er den Mægtigste af Alle!
O! hvilketsomhelst, selv det smerteligste Udtryk for Sorg er
dog en Lindring i Sammenligning med slet intet at have. At
leve, som var jeg stum, og dog have Qvalerne i Sjelen og Sproget
derinde, ikke som dette læres af en Parleur, men som Hjertet
opfinder det; at være som stum, ja som lemlæstet og dog have
Lidelser, der kræve en Mimikers Veltalenhedl At maatte mis-
tænke Stemmen, at den ikke skjælver, hvis man vilde tale om
hende, hvad der kunde være til hendes Fordærvelse, at maatte
mistænke Foden, at den ikke gaaer af sin sædvanlige Vei og sætter
et forræderisk Spor, at maatte mistænke Haanden, at den ikke
pludselig søger sin Plads paa Brystet og antyder det Skjulte,
Favnen, at den ikke udbreder sig efter hende! At sidde hjemme i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
