Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
257
Og saa kom endeligen mine Smuler; thi Existents-Jnder-
ligheden var nu bestemmet saavidt hen, at det Ehristelig-Reli-
gieuse kunde fremtages uden strax at forvexles med Allehaande.
Dog Eet endnu. Mag. Kierkegaards opbyggelige Taler havde
stadigen fulgt med, i mine Øine et Vink om at han fulgte med,
og var det mig paafaldende, at de fire sidste antog et omhyg-
geligt fortonet Anstrøg af det Humoristiske. Saaledes ender
vel ogsaa hvad der er at naae ved Jmmanentsen. Medens det
Ethiskes Fordring gjøres gjeldende, medens Livet og Tilværel-
sen accentueres som en moisommelig Gang, bliver dog Afgjørel-
sen ikke sat i et Paradox, og den metaphysiske Erindringens
Tilbagetagen i det Evige er bestandig mulig, og giver Jmma-
nentsen Humorens Anstrøg som en Uendelighedens Tilbage-
kaldelse af det Hele i Evighedens Afgjorthed bag ved is). Existents
s) Det Humoristiske fremkommer, naar man besvarer Smulernes Pro-
blem (»kan der gives et historisk Udgangspunkt for en evig Salighed-A ikke
med et Afgjørelsens Nei eller Ja, men med et veemodigt Smiil (dette er
det Lyriske i Humoren), der betyder, at baade Oldingens 70 Aar og den næsten
Dodfodtes halve Time at leve i er for lidt til at blive Afgjørelse for en Evig-
hed. Som man vellystig kan putte Hovedet under Dynen og blæse hele Ver-
den et Stykke, saaledes forputter Humoristen sig ved Hjælp af Jmmanentsen
i Erindringens Evighed bag ved og smiler veemodig ad den timelige Existents
med dens stakkede Travlhed og illusoriske Afgjørelse Humoristen docerer
ikke Usædelighed, langtfra, han ærer det Sædelige og gjør for sin Deel Alt,
faa godt han kan, og smiler atter over sig selv, men han er qvindelig forelsket
i Jmmanentsen, og Erindringen hans lykkelige Giftermaal, og Erindringen
hans lykkelige Længsel En Humorist kunde vel faae det Indfald, og virkelig
realisere det, at arbeide ivrigere end Nogen og omgaaes Tiden karrigere
end en Pligtarbeider; men hvis denne Arbeiden skulde have den mindste
Betydning i Forhold til Llfgjvrelsen af en evig Salighed, saa vilde han smile-
Timeligheden er ham en flygtig Episode og af høist tvivlsom Betydning,
og i den er dette ham Forsmagen paa hans Salighed, at han har sin Evighed
sikkret bag ved i Erindringen ud af Timeligheden. Evigt tænkt lader der
sig kun tænke en evig Salighed, det Paradoxe ligger derfor, fuldt saavel som
i det at tænke en evig Usalighed, i at Livet i Tiden skal være Udgangspunktet,
som havde den Existerende tabt Erindringens Evighed bag ved sig, som fik
han en evig Salighed fra et bestemt Tidsmoment, medens jo en evig Salig-
hed evigt forudsætter sig selv. Om Humoren og Speculationen har Ret,
S. Kierkegaard· VIl 17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
