Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
436
uagtet det stundom er i denne sidste Deel en Velærværdighed
bliver meest veltalende og gestikulerer stærkest, formodentligen
fordi den religieuse Categorie ikke ret vil smage, men det falder
lettere at suske lidt paa at være Digter. At fuske, ——— ja, at fuske;
thi den Leveviisdom, som en saadan Sjelesørger øger til det
Poetiske, er netop Poesien en Forargelse, den er et væmmeligt
og ærekrænkende Forsøg paa at behandle Julie som en Skin-
død. Thi Den, der efter at være død vaagner op til det samme
Liv, var kun skindød, og Catherine (Julie hedder hun ikke; der
er, som man siger til Børn, kommen en Bondepige istedenfor
Poesiens Elskelige) vil bevise det ved at saae sig en ny Mand.
Den der derimod død vaagner op til Livet i en ny Sphære,
han var og er og bliver i Sandhed død. Nei, saa er det herligt
med Poesien at lade Julie døe, men hiin Leveviisdom, som
ere sunde o. s. v·« Den religieuse Mand er atter kommen tilbage i den æsthe-
tiske Dialektik, thi selv om det behager ham at sige, at han takker Gud for al
denne Velsignelse, er Spørgsmaalet dog hvorledes han takker ham, om han
gjør det ligefrem, eller han først gjør den Uvishedens Bevægelse som er
Guds-Forholdets Kjende. Saa lidet som nemlig et Menneske i Ulykke har
Lov til at sige til Gud ligestemt, at det er Ulykke, da han har at suspendere
sin Forstand i Uvishedens Bevægelse, saa lidet tør han ligefrem tage sig
alle disse gode Ting til Indtægt som Tegn paa Guds-Forholdet. Det lige-
fremme Forhold er det æsthetiske og angiver at den takkende Mand ikke for-
holder sig til Gud, men til sin egen Forestilling om Lykke og Ulykke. Dersom
nemlig et Menneske ikke med Vished kan vide, om Ulykken er et Onde (Guds-
Forholdets Uvished som Form for det altid at takke Gud), saa kan han heller
ikke med Vished vide, om Lykken er et Gode. Guds-Forholdet har kun eet
Vidnesbyrd, Guds-Forholdet selv, alt Andet er tvetydigt; thi gudeligt gjelder
det for ethvert Menneske, selv om han blev nok saa gammel, i Forhold til
Udvorteshedens Dialektik: vi ere fødte igaar og vide Intet. Naar saaledes
den store Skuespiller Seydelmann (som jeg seer i hans Levnet af Røtscher)
den Aften, da han var bleven bekrandfet i Operahufet »under Jubel som
varede i flere Minuter«, da han kom hjem ret inderligen takkede Gud derfor:
saa beviser netop Taksigelsens Inderlighed, at han ikke takkede Gud. Med
den samme Lidenskab, med hvilken han takkede, vilde han have oprørt sig
mod Gud, hvis han var bleven udpebet; havde han takket religieust og altsaa
takket Gud, saa var det Verliner-Publikum og Laurbær-Krandsen og Jubelen
i flere Minuter bleven tvetydig i det Religieuses dialektifke Uvished.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
