Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
582
Foretagende; thi Christendommen gjør Mænd, hvis Styrke er
i deres Svaghed, men i sinshele alvorlige Skikkelse, hvis man
kuer Barnet ind i den, gjør den i Almindelighed høist ulykkelige
Ynglinge. Den sjeldne Undtagelse er et Lykketræf.
Den Christendom, der foredrages et Barn, eller rettere
den som Barnet selv sætter sammen, naar man ingen Vold
bruger mod det, for at tvinge det existerende ind i afgjørende
christelige Bestemmelser: er ikke egentligen Christendom, men
idyllisk Mythologie· Det er Barnlighedens Jdee i anden Potents,
og Forholdet vendes stundom saaledes om, at det mere er For-
ældrene der lære af Barnet, end Barnet af Forældrene, at
Barnets elskelige Misforstaaelse af det Christelige forklarer
Fader- og Moderkjerligheden i en Fromhed, der dog heller ikke
egentligen er Christendom. Det er ikke uden Exempel, at Men-
nesker, der ikke selv tidligere have været religieust bevægede,
nu blive det ved Barnet. Men denne Fromhed er ikke den Reli-
gieusitet, der væsentligen skal tilhøre den Ældre, og saa lidet
som Moderen selv næres ved den Mælk, som Naturen bereder
for Barnet: saa lidet skal Forældrenes Religieusitet finde sit
afgjørende Udtryk i denne Fromhed. Fader- og Moderkjerlig-
heden hænger saa fast ved Barnet, omslutter det saa ømt, at
Fromheden selv ligesom opfinder hvad der dog er lært: at der
maa være en Gud, som antager sig Smaabørn. Men er denne
Stemning Forældrenes hele Religieusitet, saa mangle de egent-
ligen Religieusitet og vederqvæges kun ved Veemod, der indirecte
sympathiserer med det at være Barn. Yndig og elskelig er denne
Forældrenes Fromhed og Barnets Lærvillighed og Lethed med
at forstaae denne Salighed; men Christendom er det egentligen
ikke, det er Christendom i Phantasie-Anskuelsens Medium, det
er en Christendom, man har taget Forfærdelsen fra: man fører
det uskyldige Barn til Gud eller Christus. Er det Christendom,
hvor Pointet jo netop er, at det er Synderen der søger hen til
Paradoxet? Det er smukt og rørende, og som det sig bør, at
et ældre Menneske ved Synet af et Barn føler fin Skyld, og
veemodigt fatter Barnets Uskyld; men denne Stemning er ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
