Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
Dette har Forfatteren ypperligt fremstillet, og det er as
Vigtighed for Forholdet mellem Mariane og Bergland, idet
det ogsaa fra hendes Side psychologisk motiverer Adskillelsens
Mulighed i Forhold til en saadan Grund, som Frygt for Nærings-
sorg. Mod Berglands Mismod har Mariane ikke Elskovens
triumpherende Begeistring at sætte, hun har ikke Elskovens
seierrige Mod til qvindeligt at sætte sig i Spidsen for Ægte-
skabets hellige Expedition, naar den Elskede taber Fatningen·
Det vilde psychologisk ikke være uden Interesse at tænke sig
Forholdet saaledes, skjøndt det naturligviis vilde være i Novellen
at forfeile Opgaven, der tillige har Tidsalderen i Sigte· Dette
har Forfatteren ypperligt forstaaet. Mariane kan ikke danne
nogen Modstand, hun er selv berort af en bekymret Reflexion,
i hendes Replikker lyder der med et veemodigt Kjendskab til
Virkeligheden, en Resignation i Henseende til, at selv Elskov
skulde være den algyldige Fordring. Men Jnderligheden er
der dog evig og livsvarig, som i den meest begeistrede For-
elskelse, væsentligen den samme i Styrke, men væsentligen sor-
skjellig i Yttring. Om hun end vil opgive Bergland, vil hun
dog ikke modtage sin Ring tilbage, fordi hun ikke vil opgive
Forelskelsen. ,,Heller ikke giver jeg Dig Din tilbage. Skjult som
min Kjærlighed har jeg baaret den i tre Aar, den skal ikke forlade
mig i dem, jeg har tilbage." Her er hun paa sit Høieste, men
Forelskelsen er ikke et Vink, men en Tilbagekaldelse i Inderlig-
hed. Forelskelsens Inderlighed er den «ved de stille Dyder«
udmærkede Piges, der indvier sig til Lidelsen. Meget havde hun
lidt as Virkeligheden, men dette Stød synes at blive afgjørende
Saaledes holdt Cæsar sig opreist, da de Sammensvorne stødte
deres Dolk i ham, men da han saae, at Brutus var med, ind-
hyllede han sig i sin Kappe, viede sig til Døden med disse Ord:
ogsaa Du, min Søn Brutus! Den høieste Modstand, hun, selv
berort af Reflexionen, kunde danne mod Berglands Liden-
skabelighed i Utaalmodighedens lidenskabelige Spænding, er
den midlertidige, »at hun vil taalmodig vente« (cfr. p.269);
men selv denne Modstand er i Pagt med Reflexionen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
