Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
Adskilte, at den i sin Sorg maatte indhente det Forsømte, at
den i sin Bekymring maatte fuldkomme hvad der ligger foran.
O, Du som giver baade at begynde og at fuldkomme, Du give
Seier paa Nødens Dag, at hvad der ikke lykkedes den i Ønsket
Brændende, ikke den i Forsættet Besluttede, at det dog maatte
lykkes den i Angeren Bedrovede: kun at ville Eet.
Alt har sin Tid, siger Salomo; og saaledes taler Erfaringen
om det Forbigangne og Tilbagelagte, naar Oldingen gjen-
levende Livet kun lever i en betragtende Erindring, naar Viis-
dommen i Oldingen er voxet fra Livets Indtryk, der jo som
nærværende, i Skyndingen, ere noget Andet end hvad de som
forbigangne ere for den beroligede Erindring. Arbeidets og
Anstrængelsens Tid er forbi, Lystens og Dandsens; Livet gjør
ingen Fordring mere til Oldingen, og han gjør ingen For- ·
dring mere til det; det Ene kommer ham ikke nærmere end
det Andet ved at være Nærværende, forandrer ikke hans Dom
i Forventningen, forandrer den ikke i Afgjørelsen, forandrer
den ikke i Fortrydelsenz det er Alt blevet ligeligt ved Forbi-
gangenheden, der fuldkommen forbigangen intet Nærværende
har at forholde sig til. O, Alderdommens Trøstesløshed, hvis
det var saaledes at være Olding, hvis det var saa, at Livet
nogensinde i noget Øieblik kan betragtes saaledes af en Levende,
at det er, som var han selv ikke til, som var Livet blot en forbi-
gangen Begivenhed, men det havde slet ingen nærværende
Opgave for den Levende; som var den Levende og Livet saa-
ledes adskilte i Livet, at dette var forbi og forbigangent, han
bleven en Fraværende. O sørgelige Viisdom, dersom det var
om alt Menneskeligt, Salomo talede, og dersom Talen derom
maatte ende paa samme Maade som den om, at Alt har sin
Tid, i de bekjendte Ord: ,,hvad Fordeel haver Den, der anstræn-
ger sig, af al sin Stræben« (Prcedikeren Z, 9.)! Maaskee blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
