Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179
Vanskelighed, støttende sig ved de Arme, som dog ikke holde
paa det, stræbende efter Tilflugten i Moderens Favn, neppe
anende, at det i samme Øieblik viser, at det kan undvære den —
thi nu gaaer Barnet alene. Frygten derimod er en Goldamme
for Barnet: den har ingen Mælk; en blodløs Tugtemester for
den Unge: den har ingen vinkende Opmuntring; en misundelig
Sygdom for den Ældre: den har ingen Velsignelse; en Rædsel
for den Gamle: naar det viser sig, at Udgangen af den piinlige
lange Skoletid dog ikke var til Saligheden. Frygten vil ogsaa
hjælpe et Menneske, den vil lære ham at gaae alene, men ikke
som den kjærlige Moder; thi det er Frygten selv, der bestandigt
støder Barnet omkuld. Den vil hjælpe ham fremad, men ikke
som den kjærlige Moders Vinkenz thi det er Frygten selv, der
tynger paa ham, saa han ikke kan komme af Stedet. Den vil
føre ham til Maalet, og dog er det Frygten selv, der gjør ham
Maalet frygteligt. Den vil hjælpe ham til det Gode, og dog vinder
en saadan Lærende aldrig det Godes Yndest, han bliver ei heller
nogensinde Guds Ven, thi, som Skriften lærer, ikke blot Tyve
og Røvere, men ogsaa den Frygtagtige kan ikke indkomme i
Himmeriges Rige — han vil det jo ikke selv, han vil jo kun af
Frygt for Straf. Er han da ikke tvesindet selv om han ikke var en
Saadan, at han vilde vise sig som en ganske Anden, hvis Du
saae ham i hans Drømme, naar han i Søvne har afkastet Fryg-
tens Tvang, naar Alt er som han dog egentligen vilde det skulde
være, og han er, som han dog egentligen er, og som han vaagen
vilde være, hvis Frygten ikke var; thi dette siges jo fra gamle
Dage, at man lærer et Menneskes Sjel at kjende af hans Drømme
Naar der ved Straffen tænkes paa Evighedens Straf, saae
det skuffende ud, som var det da ikke Tvesindethed at ville det
Gode kun af Frygt for Straf. Men dog er det Tvesindethedz
selv om det var et bedre Menneske, der i Frygtens Piinlighed
bevarede en vis trælsom Ustrasfelighed af Frygt for Straffen:
han er dog tvesindet. Han gjør bestandigt, hvad han egent-
ligen ikke vil, eller hvad han dog ingen Glæde har af at gjøre,
thi den Glæde er jo kun den lave sandselige, og as de sandse-
12-«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
