Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224
vil det Gode i Sandhed. Men saa bliver han ikke til noget Stort
i Verden? Maaskee, maaskee ikke; men Eet bliver han, bestemt,
han bliver en Ven, en Elsker af Erindringen. Og naar saa i
en stille Time Erindringen besøger ham (og allerede heri, hvilken
Forskjel fra hiint Besøg, naar Erindringen truende banker paa
den Tvesindedes Dør!), da siger den til ham: ,,Erindrer Du
dengang, dengang da den gode Beslutning seirede i Dig?"
Og han svarer: ,,ja, Kjærel« Men da siger Erindringen videre
(og for Elskende skal Erindringen jo være saa kjær, at de næsten,
fremfor Synet af hinanden, foretrække Erindringens Hvisken,
naar de sige, kan Du huske dengang, og kan Du hnske dengang?)
Erindringen siger videre: ,,kan Du saa huske alle de Besværligheder
og Lidelser Du havde for Beslutningens Skyld?« Han svarer:
,,Nei, Kjære det har jeg glemt —- lad det være glemt! O, men
hvis det stundom i Livets og Stridens Møie, naar Alt forvirres
for min besværede Tanke, skulde være mig, som var Det ogsaa
glemt, hvad jeg dog veed jeg har villet i Oprigtighed; o, Du
har jo Dit Navn af at erindre, Du Evighedens Sendebud:
Erindring, da besøge Du mig og bringe med Dig det forønskede,
det styrkende Gjensynl« Og Erindringen svarer til Afskeed:
,,det lover jeg Dig, jeg fværger Dig det ved Evigheden!" Da
skilles de atter ad, saa maa det jo være her i Timeligheden;
rørt seer han endnu engang efter dens Forsvinden, som man
seer efter den Forklaredez nu er den svunden og den stille
Time. Det var kun en stille Time, det var ikke noget stort Øie-
blik —— derfor haaber han paa, at Erindringen vil holde, hvad
den lover. Han freder i sit eget Jndre om hiin Stilhed, i hvilken
han mødes med Erindringen, naar det behager denne at besøge
ham. Dette er ham hans Løn, og denne Løn er ham over al
Maade. Ja som en Moder, der ad vanskelige Veie bærer sit
elskede Barn slumrende ved sit Bryst, ikke er bekymret for,
hvad der skal vederfares hende, men kun frygter for, at Barnet
skal blive forstyrret og uroliget: saaledes frygter han ikke Ver-
dens Bryderier for sin egen Skyld, men han er kun bekymret
for, at disse skulle urolige og forstyrre hiin Besøgets Mulighed,
som slumrer i hans Indre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
