Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308
rede Fuglene paa samme Maade, som den bekymrer Men-
nesket·
Paa samme Maade — naar dette antages, saa kan Talen
jo undgaae, hvad den Bekymrede saa nødigt vil, at et andet
Menneske taler til ham om hans Bekymring, saa kan Talen
blive ude paa Marken hos Fuglene og tale om Fuglens
Bekymring.
Der var engang en Skovduez i den skulende Skov, der
hvor Forundringen boer med Gysen blandt de ranke eensomme
Stammer, havde den sin Rede. Men næst ved, der hvor Røgen
stiger op fra Bondemandens Huus, boede nogle af dens fjernere
Slægtninge: nogle tamme Duer. Med et Par af disse traf
den oftere sammen; den sad nemlig paa en Green, som bøiede
sig Ud over Bondens Gaard; de tvende tamme sad paa Ryg-
ningen af Taget, dog var Adskillelsen ikke større end at de kunde
udvexle deres Tanker for hinanden i Samtale. En Dag talte
de da sammen om Tidernes Leilighed og om Udkommet. Skov-
duen sagde: ,,jeg har hidtil saadan havt mit Udkomme, jeg lader
hver Dag have sin Plage, og paa den Maade kommer jeg gjen-
nem Verden.« Den tamme Due havde hørt nøie til ikke uden
at fornemme en vis vellystig Bevægelse gjennem hele Legemet,
hvilket kaldes at kroe sig, derpaa svarede den: ,,nei, da bære
vi os anderledes ad; hos os, det vil sige hos den rige Bonde,
hos hvem vi leve, har man sin Fremtid betrygget Naar Høstens
Tid kommer, saa sidder jeg eller min Mage, een af os sidder
oppe paa Taget og passer paa. Saa kjører Bondemanden
det ene Læs Sted ind efter det andet, og naar han saa har kjørt
saa mange ind, saa jeg ikke kan tælle længere, saa veed jeg, at
der er Forraad nok for lang Tid, det veed jeg af Erfaring.«
Da den havde talet saaledes, vendte den sig ikke uden en vis
Selvfølelse om til dens Mage, der sad hos, som vilde den sige:
,,ikke sandt, min lille Mage, vi To har Vores sikkret.«
Da Skovduen kom hjem, tænkte den nærmere over denne
Sag; det forekom den strax, at det maatte være en stor Behage-
lighed saaledes at vide, at man havde sit Udkomme betrygget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
