Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328
Herskeren, om at tilbede Gud. Det er dette, der ventes paa,
ikke at Mennesket skal komme og overtage Herredømmet, hvilket
ogsaa er herligt og ham beskikket, men at han tilbedende skal
prise Skaberen, hvad Naturen ikke»gjør, thi den kan kun minde
Mennesket om at gjøre det. Herligt at være klædt som Lilien;
endnu herligere at være den opreiste Hersker; men herligst at
være Jntet ved at tilbede.
At tilbede er ikke at herske, og dog er Tilbedelsen netop
det, hvorved Mennesket ligner Gud, og det i Sandhed at kunne
tilbede den usynlige Herligheds Fortrin for al Skabningen.
Hedningen var ikke opmærksom paa Gud, og søgte derfor Lig-
heden i det at herske. Men saaledes er Ligheden ikke, nei saa
er den tvertimod tagen forfængeligt; den er kun i Sandhed
indenfor den uendelige Forskjellighed, og derfor er det at til-
bede Ligheden med Gud som det er Fortrinnet for al Skab-
ningen. Mennesket og Gud ligne hinanden ikke ligestemt, men
omvendt: først naar Gud uendeligt er bleven Tilbedelsens evigt
og allesteds nærværende Gjenstand, og Mennesket altid en
Tilbedende, først da ligne de hinanden. Vil Mennesket ligne
Gud ved at herske, da har han glemt Gud, da er Gud gaaet bort,
og Mennesket leger Hersker i hans Fraværelse Og saaledes
var Hedenskabet, det var Menneskets Liv i Guds Fraværelse
Derfor var Hedenskabet dog som Naturen; og det Tungeste,
der kan siges om det er: det kunde ikke tilbede — selv hiin ædle,
eenfoldige Vise, han kunde tie af Forundring, men han kunde
ikke tilbede. Men det, at kunne tilbede, er ingen synlig Herlig-
hed, den kan ikke sees; og dog sukker Naturens synlige Herlighed,
den bønfalder Herskeren om, den husker i eet væk Mennesket
paa, at han endeligen ikke maa glemme — at tilbede. O, hvor
herligt at være Menneske!
Men saa fik jo den Bekymrede i Adspredelsen hos Lilierne
ganske Andet at tænke paa end Bekymringen, han kom til ret
at betænke, hvor herligt det er at være Menneske. Glemmer
han det verdsligt igjen i Sammenligningernes Krydsen og For-
skjellighedernes Sammenstød mellem Menneske og Menneske:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
