Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
416
selv til Trøst og Lindring Dette er det Opbyggelige, det Lære-
rige ved denne Røver, at han i den forfmcedeligste Døds Øie-
blik dog har Dybde og Ydmyghed nok til at fatte det fom en
Lindring, at lide skyldig, i Sammenligning med Dødens Smerte-
som den lides paa det Kors, der staaer i Midten. Den bod-
fcerdige Røver finder i Sammenligning med denne Lidelse
Lindring og Trøst i den Tanke, at han lider skyldig, og hvorfor,
fordi Lidelfen da aldeles ikke kommer i Berøring med det i
Tvivlens Angst bekymrede Spørgsmaal, om Gud er Kjærlig-
hed. Røveren er da ingen Bodspraedikant uden forsaavidt
Evangeliets glade Budskab altid er det: han forkynder det Glæde-
lige, som kun smerteligt er ydmygende for den Stolte· Naar
saaledes i Hedenskabet et Menneske leed Uret af andre Men-
nesker, blev forfulgt for det Godes Skyld, blev dømt fra Livet
for det Godes Skyld: ak, da blev han sig ogsaa selv vigtig og
sagde i Forhold til Gud: jeg lider uskyldig, og meente stolt,
at det var det Lettefte —- at have Ret. Men ved Christi Side
lærer en Saadan, at der kun er Een, der for Gud leed uskyldig-
og dette ydmyger ham. Man vilde i Hedenskabet, fordi man
havde Ret i Eet mod Mennesker, eller er dette for lidt, nu vel,
fordi man havde Ret i Alt mod Menneskene, ogsaa overføre
dette paa Forholdet til Gud, og have Ret i Eet mod Gud —
mod hvem man dog har Uret i Alt; Hedningen var stolt og
forblindet nok til ikke at fatte denne Rædsel, han pukkede stolt
paa »sin glimrende Synd« som paa en Dyd.
Altsaa Røveren finder Lindring i den Tanke, at han lider
skyldig. Og saaledes er det ogsaa i Sammenligning med den
overmenneskelige Forfærdelse, at lide naar man for Gud er
uden Skyld. Thi naar man lider skyldig, og naar man erkjender
det: da har man Gud at haabe paa, Gud at holde sig til, da
har man, hvis jeg faa tør sige, Gud frelst — og hvad Fare skulde
man saa ikke kunne udholde, ja, selv i hans fortæreude Vrede
har man ham dog endnu — paa sin Side. Men naar man lider
for Gud ganske uskyldig, da er det, som havde man Gud mod
sig, da er man — forladt af Gud. Naar man lider skyldig, saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
