- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Niende Bind /
217

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

217

men at inderst inde, hvor Kjerligheden forholder sig til Gud,·
der er Dommen· Det er som naar Barnet er ude blandt Frem-
mede: Barnet gjør eftersom det er oplært Men hvad enten
de Fremmede synes godt om Barnet eller ikke, hvad enten
det forekommer Barnet, at det forer sig bedre op end de andre
Børn eller ikke: det alvorligt opdragne Barn glemmer aldrig,
at Dommen er hjemme, hvor Forældrene dømme. Og dog er
jo Opdragelse ikke beregnet paa, at Barnet skal blive hjemme
hos Forældrene, tvertimod paa, at Barnet skal gaae ud i Verden-
Saaledes med Kjerligheden, christeligt forstaaet. Det er Gud,
der saa at sige opdrager Kjerligheden i et Menneske; men Gud
gjør det ikke for selv ligesom at forlyste sig ved dette Syn, tvert-
imod gjør han det, for saa at sende Kjerligheden ud i Verden,
idelig beskæftiget i Opgave. Dog den alvorligt opdragne, den
christelige Kjerlighed glemmer i intet Øieblik, hvor det er den
skal dømmes, nemlig Aften eller Morgen eller naar det ellers
er, kort, hver Gang den fra alle sine Opgaver et Øieblik kommer
hjem, bliver overhørt — for strax at sendes ud igjen, Thi hos
selv det høieste Sværmerie kan Kjerligheden dog dvæle lidt,
inden den gaaer ud igjen, men hos Gud er der ingen Tvcelen

See saaledes forstaaet er det Alvor og Sandhed med at
blive i Kjerlighedens Gjeld til hverandre. Endog det oprigtigst
meente og menneskelig talt ædleste Sværmerie, endog den meest
glødende og uegennyttigste Begeistring er dog ikke Alvor, om
den end udfører det Forbausende, og om den end tillige ønsker
at blive i Gjelden. Det Mangelfulde ved selv den ædleste men-
neskelige Begeistring er, at den, som blot menneskelig, i sidste
Forstand ikke er sig selv mægtig, fordi den ingen høiere
Magt har over sig. Kun Guds-Forholdet er Alvor; det
Alvorlige er just, at Opgaven tvinges til sit Høieste, fordi der
er Den, som tvinger med Evighedens Magt, det Alvorlige er,
at Begeistringen har Magt over sig og Tvang paa fig. Den
Enkelte er forpligtet i Kjerlighedens Gjeld til andre Mennesker;
men det er hverken dette enkelte Menneske selv eller andre
Mennesker, som skal bedømme hans Kjerlighed Naar saa er,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:46:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/9/0225.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free