- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Niende Bind /
264

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

264

tilfælles, og hverken er den Mistroiske ved denne Viden den
Mistroiske, ei heller den Kjerlige ved denne Viden den Kjerlige.
Men naar saa Viden i et Menneske har sat de hinanden mod-
satte Mnligheder i Ligevægt, og han skal til eller vil dømme:
da viser det sig, i hvad han saa derpaa troer, hvo han er, om
han er mistroisk eller kjerlig. Kun meget forvirrede og halv
befarne Mennesker mene at dømme et andet Menneske i Kraft
as Viden. Dette kommer deraf, at de ikke engang vide, hvad
Viden er, at de aldrig hverken have givet sig Tid og Flid til
at udvikle den uendelige, ligelige Sands for Muligheder, eller
til med den uendelige Tvetydens Kunst at opfatte Muligheder
og faae dem i Ligevægt, eller til at grnnde i Gjennemsigtighed
J en Art gjærende Tilstand have de dvaskt eller lidenskabeligt
Forkjerlighed for en vis Art as Mulighed; lidt af den er nok,
saa dømme de, og kalde det at dømme i Kraft af Viden, og
mene, selvtilfredse ved saaledes at — troe — i Kraft af Viden
(lntter Modsigelse), at være sikkrede mod at feile — hvad der
skal være sorbeholdt Troen (en ny Modsigelse).

Det er ganske almindeligt at høre Menneskene yttre en
stor Frygt for at tage Feil i at dommez men naar Du nøiere
hører efter, hvad der siges, ak, da er det saa ofte en sørgelig
Misforstaaelse med denne — alvorsfulde Frygt. See, hiin
ædle eenfoldige Vise i Oldtiden, han blev hvad han blev — ja,
det var ikke noget Stort, hverken stor Pengemand eller høit-
staaende Statstjener i denne den bedste Verden; forarmet,
ndleet, bespottet, anklaget, fordømt, blev han den cedle een-
soldige Vise, dog den Sjeldne, nok noget ncer den Eneste, der
virkeligen gjorde Forskjel mellem hvad han forstod og hvad han
ikke forstod, og det blev han, jnst fordi han ,,meeft af Alt fryg-
tede for at vcere i en Vildfarelse-A Mon virkeligen denne Op-
høiethed, denne Ophøiethedens Ligevægt er hvad Menneskene
tcenke paa, naar de frygte for at tage Feil i at dømme? Maaskee.
Men det var jo dog nok ogsaa muligt, at Frygten stundom er
noget eensidig. Vi Mennesker have en naturlig Frygt for at
tage feil — ved at troe for godt om et Menneske. Den Vild-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:46:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/9/0272.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free