Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228
Saa var det, at Kristus prædikede sin Lære, der
ikke blot forbød med Vold at sætte sig mod det
onde men samtidigt ogsaa gav et helt nyt Syn paa
Livet og et Middel til at gøre Ende paa Menneskenes
Stridigheder, ikke ved at gøre det til Pligt kun for
én Del af Menneskeslægten uden Modstand at
underkaste sig, hvad der foreskrives dem af Øvrigheden,
men ved at paalægge alle — og som Følge deraf
ogsaa Øvrigheden — under ingen Omstændigheder
at øve Vold mod nogen.
Paa hine Tider blev denne Lære kun antaget
af meget faa Disciple. De fleste Mennesker, særligt
de, der var i Besiddelse af Magt, vedblev, selv efter
Kristendommens Indførelse, at holde paa deres Ret
til med Vold at modsætte sig, hvad de ansaa for
det onde. Saaledes var det under de romerske og
byzantinske Kejsere, og saaledes vedblev det at
være.
Allerede ved Kristendommens Begyndelse var
det tydeligt, at Myndighedernes Definition af det
onde og Retten til med Vold at modsætte sig det
var højst mangelfuld, men det bliver endnu mere
indlysende ved Romerrigets Deling i en Mængde
Stater og ved deres indbyrdes Fjendtligheder og
indre Splid.
Men Menneskeheden var ikke moden til at
modtage Kristi Lære, og den gamle Definition af det
onde, som man burde modsætte sig, blev yderligere
fastslaaet ved Love, som alle skulde rette sig efter.
Til Tider var det saa Paven, der bestemte, hvad
der skulde anses for det onde, som man med Vold
skulde sætte sig imod, til andre Tider var det Kejseren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
