Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
nødt at gribe til, havde planen, som sagt,
hurtig udviklet sig i hendes sind til en
lokkende udsigt. Men jo mere hun beskjæftigede
sig med denne udsigt, jo mere kom den atter
til at staa for hende som en nødvendig udvei,
ikke længer fordi der var en indbildt fare paa
færde, men fordi den beherskede hende saa
fuldstændig, at hun ikke mere hverken kunde
eller vilde leve uden sammen med Gyllembourg.
Tidligere havde hendes ønsker været
beskednere. Sommeren 1800 havde hun f. eks.
skrevet til ham: „I sandhed, der er megen
sødhed i kjærlighedens"Sorg, min gode
Gyllembourg! saa længe du elsker mig, er jeg ikke
ulykkelig. Lad os stedse elske hinanden som
nu; ere vi ikke det lykkeligste par, saa lad
os i det mindste være det ømmeste, det
bestandigste, og maaske da elskovs mægtige gud,
som vi tjener med saa megen iver, engang vil
gjøre et mirakel for vor skyld og lade os
opleve blidere dage"116).
Et aar efter, da „miraklet" har forvandlet
sig til en meget naturlig ting for hendes
bevidsthed, kan hun ikke længer styre sin
utaalmodighed. Hun vil heller dø end leve, som
hun nu lever. „Jeg tænker aldrig paa andet
end at komme ud til dig og være for stedse
hos dig; jeg lever kun i den tilkommende tid,
og det nærværende øieblik har slet ingen værd
for mig". „Gid jeg dog med vished kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
