Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
Menneste ret kunde vinde Selvfornegtelsens Seier-, og da til
Seier-en foie Selvfornegtelsena Triumph, i Sandhed og oprig-
tigt at sinde hele sin Salighed i dette selv slet Intet at sor-
maae: hvor skulde et saadant Menneste kunne vidunderligt tale
om Kjerlighedl Thi i Selvsornegtelsens yderste Anstrengelse,
i denne al den egne Krafts Besvimen og Daanen at være
salig, at fele sig salig, hvad er det Andet end i Sandhed at
elske Gud? Men Gud er Kjerlighcd. Hvo skulde da bedre
kunne anprise Kjerlighed end Den, som i Sandhed elsker Gud,
thi han forholder sig jo paa den eneste rigtige Maade til sin
Gjenstand: han forholder sig til Gud og i Sandhed elskende.
Dette er indefter Betingelseii eller Maaden paa hvilken
det at anprise Kierlighed maa gjores· At udsoke det har na-
turligviis sin Lon i sig selv , om det ogsaa derhos har dette
Formaal, ved at anprise Kjerlighed, saavidt man formaaer, at
vinde Menneskene sor den, at gjøre dem ret opmærksomme paa
hvad der i Forligelighed er forundt ethvert Menneske, det Høie-
sie nemlig. Thi Den, der anpriser Kunst og Videnskab, han
sætter dog de Begavede-3 og Jlle-begavedeo Splid imellem
Mennestenc. Men Den, der anpriser Kierlighed, han forliger
Alle, ilke i en fælles Armod, ei heller i en fælles Middelmaae
dighed, men i det Hoiesies Fælleoskab.
Den Gjerning at anprise Kjerlighed maa ud-
efter gjoreo i opossrende Uegennyttighed.
Ved Selvsornegtelse vinder et Menneske at lpnne være
Redskahet, idet han indester gjør sig selv til Intet for Gud;
ved opossrende Uegennyttighed gjør han sig udester til Intet,
til en unyttig Tjener: indester bliver han ilke sig selv vigtig,
thi han er Intet, udester bliver han heller itte sig selv vigtig,
thi han er Jatetz han er Jntet for Gud — og han glemmer
ikke, at han er for Gud , hvor han er. Ak, det kan jo skee,
at et Menneske griber feil i det sidste Øieblik at han, iSand-
hed ydmyg for Gud, dog idet han henvender sig til Menneskene
bliver stolt af hvad han formaaer. Det er da en Sammenlignin-
gens Fristelse, der bliver hans Fald. Han forstod, at han ikke
lunde sammenligne sig med Gud, for ham blev han sig bevidst
som et Jntetz men i Sammenligning med Menneskene syntes
«.——-« »——k——·——« - .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
