Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEGAS
Han går aldeles op i interesse for skallen af det virkelige, for det ydre, for
det reellest bestående, han er — i alle sine billeder af danserinder,
væddeløbsryttere, cirkusscener og kaféliv o. s. v. — altid virkeligheden paa tætteste hold,
ethvert udtryk for indre mystik ligger uden for hans interesse. Han er altså ganske
umoderne, modsætningen til Picasso, alt andet end expressionist, Jerichaus
beundrere vil lukke øjnene i, mens han passerer forbi her. I hans kunst føles studiet,
en overvældende iver efter at fastslå det, han direkte ser, meget mere end trang til
at forme dekorative helheder. Det er det primitive i ham, som imidlertid er
forbundet med raffinement, han minder ved denne sammensætning af yderligheder om
Botticelli, uden hans mystik.
»Man isolerer sig ikke på en sikrere måde fra verden end ved kunst, og man
knytter sig ikke på en sikrere måde til den end ved kunst.« Disse ord af Goefhe,
der vel er træffende om enhver kunstner, synes at passe i særlig grad på Degas.
Ligeså stejlt og uafviseligt han søger naturen og således er knyttet til verden,
ligeså isoleret og ensom, vil vi tro, at han har været, ikke passivt ensom, men
energisk og ubøjelig, væbnet til kamp, en mand, der med ukuelig vilje har forstået at
gøre sig gældende.
Det fortælles, at Degas engang modtog besøg af nogle nordiske kunstnere.
Han havde ved præsentationen overhørt navnet på en af dem og spurgte derfor
noget senere om det. Hr. Edelfeldt! »Edelfeldt! Dem har jeg Ikke nogetsomhelst
at vise« — og dermed skal besøget være afsluttet, salonmaleren havde ikke adgang
til Degas’ hus og samling. Jeg formoder, at anekdoten giver det rigtige billede af
Degas, der var kendt for sin skarpe tunge, som den stejle, afvisende, hårdt skårne
karakter. Således vil den, der kender ham som kunstner, tænke sig ham som
menneske.
I en af sine glimrende oversigter over den italienske renasssancekunsts
æstetiske indhold føjer Berenson Degas ind ved siden af Lionardo, idet han hos de to
finder de kraftigste evner til at give bevægelsen billedmæssigt udtryk. Synsmåden
er vel noget skematisk, Degas har gjort fortrinlige dybdekompositioner, hans
billede i Berlinergalleriet med de tre kvindefigurer »La conversation« er et kendt og
såre smukt exempel derpå, men sikkert vil hans kunst altid forblive aktuel for dem,
der er disponerede til at søge bevægelsesudtryk i malerkunsten, den vil altid give
dem den mest levende glæde, ligesom Cézannes kunst dem, der er indstillet på at
opfatte det kubiske, det rumlige.
Uanset alle asstetiske systemer og retninger, og at den yngre kunst er slået
ind på veje, Degas’ kunst ikke fulgte, står det fast, at hans arbejde er frugten af
en så målbevidst kraftindsats, at den alene derved er stemplet som genial.
Leo Swane.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
