Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
APOLLON OG DAFNE
AF PUBLIUS OVIDIUS NASO
OVERSAT AF WALT ROSEN BERO
Apollons første Kærlighed var Dafne.
Peneusflodens Datter. Gudens Elskov
blev ikke vakl ved Hændelsernes Spil.
Cupidos grumme Vrede var dens Ophav.
SloH af sin Sejer over Pythonslangen
havde Apollon nylig set Cupido
spænde sin Bues Sireng og lil ham raabf:
.Hvad vil du, frække Dreng, med stærke Vaaben?
Den Byrde sømmer sig for mine Skuldre,
ieg, som kan sende Skovens Vilddyr Døden
saa lel som Fjenden; jeg, der nylig fælded
med Pile uden Tal den svulne Slange,
som tynged Landet med sin Edderbug.
Vær du tilfreds med disse Elskovstlammer.
som viden om du med din Fakkel lænder:
men vælg dig ei min Hæderskrans til Ran I*
.Lad kun din Bue ramme alt, Apollon.*
svarer Cupido ham, .dig rammer min!
Og er Alverdens Skabninger kun ringe
mod dig. da skal ieg vise dig. min Hæder
skal bringe dine Kranse ril at visne!*
Med hastig Vingeflugl han bryder Luften,
naa’r til Parnassets skyggefulde Tind
og drager af sit Kogger tvende Pile.
hver med sit Maal; den ene iager bort —
den anden vækker just til Live — Elskov;
gylden og med en hvæsset Spids, der blinker,
er den som vækker Elskov; men den anden
er sløv og bærer Bly kun under Skaftet.
Med den han saarer Nymfen, men den anden
fæster han marvdybt i Apollons Skulder:
straks brænder han af Kærlighed lil Dafne,
men hun ved Navnel kun af Elskov fly’r,
og Ug Diana. Jagtens bly Oudinde,
glæder hun sig ved Skovens dybe Deemring
og Skindene af Vildtet, hendes Fangst.
Kun Pigebaandel sammenknytter Haaret.*)
*) Da romerske unge Piger og Pruer bor en bestemt Slag«
Hovedbind (VtttaeX raen de bandtes forskelligt af gifte
of mgtfle.
Mange begærer hende, men hun sky’r dem,
og vandrer mandræd i de øde Skove,
véd ei af Hymen. Amor eller Favntag.
Del hænded ofte. hendes Fader bad:
.Mit Bam, tag dig en Husbond I Husk dog, Barn,
med Børnebørn bør du min Stamme styrke.*
Men hun. der afskyr Bryllupsfakler, svarer,
imens de flne Kinder rosenfarves
og hun de kælne Arme sammenslynger
omkring hans Hals: .O Fader, lad som Jomfru
mig leve til min Død! Den Qunst Diana
jo af sin Fader. Guders Hersker, nød*.
Han føier hende; — men din Skønhed, Datoe.
forbyder dig at være den du vil,
og dine Ynder kæmper mod dit Ønske.
Apollon elsker, brænder efter Favntag
med Dafne. som han nylig saa, og baaber,
at hvad han attraar, skal han ogsaa naa —
og skuffes ber af sit Orakel selv.
Som axløs, lette Stub gaar op i Luer:
som frønnet Gærde brænder, naar en Vandrer
er kommet det for nær med sine Fakler
eller ved Daggry glødende dem kasled,
saaledes er Apollon tændt i Flammer,
saaledes brænder han i Sind og Sans,
og Haabel er en haabløs Elskovs Næring.
Han Haaret ser. som fril om Halsen bølger
og lænker: .Var det kruset blot med Kunst!*
Han ser de lyse Øjne, Stjerner Ug,
og Munden, som han gerne mer end saa;
han priser hendes Fingre, hendes Hænder,
og Armene, mér end til Hælvten negne.
Hvad ej han ser, end skønnere han tror;
men snarere end Vindens Pust hun flygter
og standser ikke ved hans Raab: .O Nymfe,
hør mig og bliv! Det er jo ingen Fiende,
som dig forfølger. Bliv, jeg dig besværger 1
Du fly’r mig her som Lammel lly’r for lUvta.
for Løven Hinden, Duerne for Ørnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
