Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Diriks havde forbløffet Pariserne ved at indføre en Krigsmaskine, der var i høj
Grad besparende. Han kaldte den »la marmite norvégienne«. Dens blotte Navn
bort-eliminerede Begrebet skandinavisk og erstattede det med dansk-norsk-svensk.
Svenskerne sagde: »Den har vi ha’t i Sverje se’n gammal.« Danskerne erklærede:
»Vi kalder den en Høkasse, og den er ligesaagodt dansk som norsk.« Del
essentielle var, at Diriks havde stillet den vederlagsfrit til Statens Disposition. Andre
tientc derfor Pengene og Diriks var uangribelig.
Ved Bordet manglede ikke Dr. Bjarne Eide. Hans Hoved sad tilsyneladende
paa sin rette Plads, men i et upaaagtet Øjeblik gled det ned under Armen og
vægrede sig haardnakket ved at gaa tilvejrs igen. Der gav ham et vist Præg af
Statsmandskløgt, der end ikke stod tilbage for Billedhuggeren Wallers’, Opfinderen af det
berømte Udbrud: »Inte Alvarsord til mig, om jag fér be’t«
Doktoren var Montparnasses populæreste Pigur. Mange tilbad ham i al
Stilhed. Han ledsagedes undertiden af en lille Mand, der var som hans Ekko, hans
Afklang. Doktoren var monumental i sine Dyder som i sine Pejl, den lille Mand
var Jævnmaalet i alt. Paa Baggrund af Doktoren virkede han oplivende, thi han
sad der, som Levendegørelsen af alle de Smaadyder, hvis totale Mangel havde gjort
den anden stor. Til hans Pølge hørte ogsaa Onkel M. en dansk jøde (af en af de
krigerske Stammer), der paa Vejen fra Bemina ril Jerusalem i 8 Aar havde opslaaet
sit Telt paa Montmartre.
Det kunde hænde, at franske Soldater, friske fra Pronten, og som var af
nordisk Lød og Holdning og Tunge, kom til og anbragte sig i Klyngen udenfor Ddme.
Persson og Lundberg var af og til iblandt dem, to djærve, svenske Mitrailleurer,
som ikke kunde dø. De havde været med ved Arras, ved Somme og Verdun.
Kratere havde opslugt dem og udspyer dem igen, hele Byer var styrtet sammen over
dem og havde knust og lemlæstet Battaljoner og Regimenter. Naar Støv og Røg
drev bort og Eksplosionerne stilnede af, gav det sig til at pusle i Dyngen, og
Pers-son og Lundberg steg frem. Med dem havde Vorherre højere Planer.
Til Dorne kom ogsaa en Aften Dérain, den uforlignelige Maler, en af Frankrigs
største; træt og mudret fra Skyttegravene drak han sin Café noir, syg i Sjælen af
den uerstattelige Tid, der spildtes i den aarelange Kamp mod »ces gens la«.
Men Manden fra »Pigaro«, hvordan gik det med hans Enquete? Mens Himlen
lukkede sin Alkove helt, og Nattens sorte Katte gled frem, bryggede han sin Artikel
ril den næste Dag. Han tog Svarene ét for ét og overhældte dem med lidt
patriotisk Syre, lidt national Forgyldning, ril han saapas havde dækker den lidt irriterende
en Smule haanlige Tone, der gik igennem dem alle: »Ja, hvorfor Pokker skulde vi
dog ikke arbejde!« Christen Pribert.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
