Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vilkaarlige eller kunstige Fremslillingsroidler kun kunde
an-vende Malckunsteus nalurlige, vnr deres Held afgjort mindre
end Digternes. For ni skille del allegoriske fra del faktiske,
maalte de lage deres Tilflugt lil Skilte. Da Danle skildrede
den hellige Fransiscus Formæling med Armoden, kundr Giolto
ikke omsatle delle i Maleri, uden ni skrive Navne ved sine
allegoriske Personer. Ogsaa i Renæssancetiden spillede
Allegorierne en Hovedrolle Itaphac). Micbclangelo. Ti/ian, Duver
osv. har vdel den deres Tribut.
1 den Tid der gik nærmest forud for 1756. da lussing
skrev: Laokoon. arbejdede cd temmelig anselig Skare af
middelslæi ke Aander i de fleste europæiske Lande med del
samme Grænxereguleringsarbejde.
Englænderen Joseph Spence er af den Formening, at
ethvert Kunstværk kan forklares ud fra Steder hos Digtere og
ethvert Digt ud fra et Kunstværk. Han viger ikke afvejen
for at erklære, al inlet kan kaldes godt i en diglcrisk
Beskrivelse, hvis det fremstillet i en Statue eller el Maleri vilde
være af uheldig Virkning.
Orev Caijlus holdt den Digler for den bedsle, som bod
Maleren mest Slof. Han satle derfor Homer over alle andre
— for eller siden — da jo bogstavelig lall hele Oldtidens
Kuost var Genfremstilling af homeriske Emner.
Mange andre — som Shaflesburv — Richardson og Webb
— er enig med Spence og Caylus; de anser Maleri og Poesi
for samme Love underkastel.
Interessantere end dem er dog John Harris (1709 50) i sin
Bog: »Disconrse on Music, Painting and Poetry« (17-14).
Maleri og Tonekunst, siger bon. maa betragtes for sig, idel de
vii ker ved kunstige eller vilkaarlige Midler. Derfor er
Digtekunsten fordelagtigere stillet end de andre, idet den ved sine
Hjælpemidler er island til at vælge sig Handlinger af
foranskel Varighed lil Gensland, medens Maleriel er henvist lil
Handlingens Enbed, til el beslemt Øjeblik. — Leasing farer i
Laokoon denne Tanke videre, og naar gennem de Præmisser,
at Poesien har Handlinger. Maleriel Legemer til Genslande,
lil den Lov at: Digteren maa ikke beskrive Isgemer og
Maleren ikke fremstille Bevagetie. Saavel Præmisser som
Konklusion er uden synderlig Værdi for vor Tid. Vi har forladt
den aristoteliske Formel: Efterligningen er Kunstens egentlige
Væsen. For vi skal acceptere el Kunstværk, maa en
Personlighed have præget det, alene detle, at »det ligner« eller blot
at del giver os cl Indtryk kendt fra Virkeligheden der
omgiver os, er uden kunstnerisk Botydning. Der ligger i vor
Tid en dyb Trang lil at udvide Konernes Felt, til ikk« at
anerkende de gamle Grænser. Maleren sil ikke lade sig naje
med Efterligning af Tingen. Han giver sig ilag med del
abstrakte og sager, hvad der er ganske naturligt, at give sine
Stemninger, Følelser og sjælelige Tilstande malerisk Form.
Hvad skulde der være ivcjen for. at han paa Lærredet kan
fremstille Bevægelse?
r’ Abbc Dubos er — for Harris — af samme Mening som
denne. Men hao naar til det Resultat, at Maleriets Magt over
Menneskene er starre end Digtekunstens, idet del sele gar et
mægtigere Indtryk, end det der opfattes gennem de andre
Sanser.
En Mand der har været inde paa det rigtige er Moset
Mendelssohn i sin allerede 1757 udgivne liog: »Betrachlungen
iiber die Quellen der schnnen Weiscnschaflen und Kflnsle.«
Ogsna han gaar ud fra Aristoleles’ Sætning, men han
undersøger derefter i farstc Linje del normale Forhold mellem de
skønne Kunster og Naturen og hvilke Egenskaber en af
Kunsten skabl Afbildning sidder inde med. Derigennem naar ban
del for sin Tid ret overraskende Resultat, at en Kunstner maa
forlade Sat uren hvis han onsker at komme de ideelle
Skinheder nærmere, end Xvluren paa visse Punkter er kommet.
Prædikeren har sagt del længe far os: der er intet Nyt
under Solrn. Og Mendelssohns Opdagelse var selvfølgelig
og-sna kun relativt ny. lussing har en sprænglærd Fortolker,
en vis Professor Blumner, der i Forordet til Laokoon
med fuld Kel gør opmærksom paa, at end ikke i det
gamle Hellas fulgte man slavisk Aristoleles’ PegeGnger. Hvad
Bliimner skriver burde mangen nulevende Kunstner og
saa-kaldt kunslforslandig (cfr. Tboppeimann, Faaborg o. a.) lægge
sig paa Sinde: »Simpel Lighed, Efterligning af Naturen var
ikke den hellenske Kunstners Maal; og naar en og anden af
de gamle Kunstnere lagde an lierpaa, viser de Efterretninger
vi sidder inde med, at man agtede snadnnne Frembringelser
ringe; ligesom ogsaa visse Øvrighedsforordninger, f. Ex.
Forbud mod Karikatur og Indskrænkning af Portrætkunsten, synes
at skyldes ligrende Grunde.« —
Saa kom tiotthold Ephraim Isising med sin skarpe og
vægtige Tanke. Han vilde trække Grænsen nøjagtigt op, og
hans /Vand havde ikke for Vane al lade sig standse af
Forhindringer. 1 »Laokoon« udvikler han de lo Kunstarters
væsentlige Forskel, der efter hans Mening er ligesaa stor
som Forskellen i de Fremsliliingsmidler, hvoraf de betjener
sig. Den ene har faaet Ordet overladt, den anden Form og
Farve. Han benægter Rigtigheden af Simonides’ »blændende
Anlikese«: ul pictura poesis og paastaar. at den almindelige
Tro. at Male- og Digtekunsten er Søstre baade i Opgaver
og Metoder, har fort til at D’gteien henfalder til
Skildringsmani og Maleren fortaber sig i Allegoristeri. Og
Allegorisle-rirt hadede Lessing med Rette: Unatur i Kunsten belegnede
han del.
Lessing siger miet om Rilledets Forhold lil del abstrakte
og konkrete. At det abstrakte skulde kunne indeholde
Højdepunktet af Formens Skønhed, er næppe faldet ham ind. Han
mener, at denne Skonhed kun har eet Ideal, nemlig
Mennesket. Derfor sæller han den Kunst hojest. der beskæftiger
aig med Gengivelse af Mennesket. Men han forslaar dog i
bverl Fald, at det der skal udtrykket maa vare undergii’et
Formens Sktnhed. — I Gengivelsen af Tingen og navnlig af
Tingens Skanhed ligger en af Hoved forskellighederne mellem
de lo Kunslarler. Lessing skriver i Laokoons 20de Kapitel,
at »legemlig (eller sloflig) Skonhed er Resultatet af en
sam-slemmende Virkning af mangfoldige Dele som med <t Blik
lader sig overse. Den fordrer altsaa, at disse Ddt maa ligge
ved Siden af hinanden: og da Dele der ligger ved Sideo af
hinanden er Malekunstens egentlige Gensland. saa kan kun
den ug den alene efterligne Irgemlig Skønhed.« For Digterea.
siger lussing videre, er detle umuligt, thi de samme
Elementer taget enkeltvis og uden samlet Overblik kan umuligt
op-naa samme Virkning som de nndre.
Ligesom Lessing utvivlsomt har Ret i sin Definition af
selve den stoflige Skønhed, saa utvivlsomt drager han en en-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
