Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sidig og efter vor Opfattelse miiforslmct Konklusion deraf.
Det moderne Menneske« intuitive Evne kan dog ikke ganske
Udes ude af Betragtning. For vor Opfattelse af den stoflige
Skønhed er de mangfoldige Dele* samstemmende Virkning
og samtidige Oversigt ikke af afgorende Betydning. Opgaven
for den kunstneriske Stræben er snarere: ud af de
mangfoldige Dele igen al uddrage de enkelte betydende Hoveddele,
som oed en villet og kunnet Beregning paany skal bringet i
Forbindelse med hinanden — ikke i Overensstemmelse med
Satarens blinde Tilfældighed. men med den forudbestemte
Harmoni mellem del aandelige og materielle, som i latent
Tilstand er tilstede overalt.
Det lyder maaske noget filosofisk, men er i Virkeligheden
ganske ligetil. Maaske bliver det mere indlysende, nnar vi
tager Digteren som Eksempel: Ordene er i hvert Kald for
Digteren — levende, vingede Viesener, der glimter af Farver
og bruser af Drift. Den intense Glæde, Digteren foler ved sit
Arbejde, viser ham, al der bcstaar en Slags forudstemt
Harmoni mellem Ordene og Tingene, hvorved Udtryk og Tanke
bringes til at svare nøjagtigt til hinanden. Del er dette, man
i Frankrig har kaldt Doktrinen om ile mol propre«. Det
samme Forhold gor sig gældende for Maleren: der beslaar
en forudbestemt Harmoni mellem Formerne, Farverne og
Tingene, hvorved Billedet og den Følelse, der ligger bag del,
bringes lil al svare nøjagtigt til hinanden.
Naturligvis har Lcssing Ret i. al der eksisterer en
væsentlig ydre Forskel imellem Digtekunst og Malekunsl, men der
er ogsaa Forskel paa Sommer og Vinler, selvom de dog «r
Grene paa del samme Livets Træ. Det er den indre Lighed,
vi skal dvæle ved: de vderst bundende Bevæggrunde, som
er de samme for dem begge lo, den fælles Sogen. de samme
høje Maal. De er Sostre af samme Moder, Mælken, de har
auget, har de samme Kim lil dem begge. Haand i Hafind skal
de gaa fremad, ikke efterabende hinanden, ikke kæmpend«
med de samme Vaaben, men for den tamme store Sagl
Der relles fra alle Sider bitre Bebrejdelser mod den
moderne Kunsta Udøvere, fordi de eksperimenterer. —
Daare-snak — hvad andet end Eksperimentet har blivende Værdit
Lykkes del eller mislykkes del — i begge Tilfælde opfylder
det ain Mission. Del fortæller os. om vi er inde paa en
rigtig eller en ravgal Vej og del optrækker Grænselinjerne for
vor Kunnen og Viden.
Arbejdet er ikke saa let og ligetil, som de ikke-arbejdende
tror; dal bar jo f. Eks. en dobbelt Side — og del baadc
indenfor Digte- og Malekunsl. Det gælder ikke alene at finde
Udlrvk for «n Tanke, men ogsan ofte at finde Tanke for et
Udtryk. sMeaning for a word. word for a mcaning«, som
Walter Kaleig siger. Forsi naar de to er blevet él, bliver de
tilgængelige for to. Del fortælles om en berømt, latinsk
Historiker, at han erklærede, at han vilde have Indel Pompejus
vinde Slagel ved Pharsalus, hais Sætningens virkningsfulde
Form vilde havt vundet derved. Det anses — selv af vor
Tida Tboppcrmænd og Faaborger« for et kongeligt Lune,
et prisværdigt Indfald, men naar del overfores paa
Mulekun-aten, naar denne ale not propre«-Doktrin forsøge« omsat til
en Doktrin om sia forme propre« eller »la couleur propre«.
saa er disse tank-lignende Herrer ude af Siand lil al følge
med længere.
Vi lever i en søgende Tid og til den ma.i hore en søgende
Kunst. Selv Tidens kaotiske Rystelser kræver sin I.undstrøm.
I Perioder, hvor gammelt falder sonder og nyt er ved at
op-slaa, maa denne Proces ngsna gentage sig indenfor Kunsten.
Thi den Kunst, der i Brydningstider vandrer videre ad
ud-Iraadte Stier, den er ikke værdig al kaldes Kunsl. — Saa
snart vi slanr overfor det fuldkomne, del
selvtilfredsheds-mættede og udviklingsfærdige Resultat, sløve« vor Interesse
enten øjeblikkeligt eller lidt efter lidi, thi vi er saaledes
indrettet — takket være vor Skaber — at vi i længden
ingenting kan udholde, end ikke Kvinlessenlsen af al jordisk
Fuldkommenhed. — Med denne Antilhese, paa hvilken jeg er
villig lil at aflægge Ed. følger bl. e. den-evige Sandhed, at
den Kunstner, der i sin egen eller andres Tro har været det
fuldkomne, eller sna noget nær del fuldkomne, han duer ikke.
Han er uden Interesse — paa Begræsningen kendes Mesteren.
Begrænsningen, jovel — men vi skal selv gennem
Eksperimentel fastsætte Begrænsningen, og for vi standser ved vor
Uformuenheds rodmalede Port. maa vi i Alvor og Styrke
have villet det umulige. Vi maa. som Lundstrom — omend
helst lidt mere villigt — have forsogt at give el af Vorherre«
10 Bud Form og Farve. For véd vi ikke, hvor lidt eller
hvor meget vi kan.
Helt og holdent kan Digtekunst og Male- og
Billedhuggerkunst vel ikke gaa i Trit sammen. Den forsle er allfor
gunstig stillel i Forhold til de andre. Digteren vil f. Ek«. være
island til al lade Laokoon skrige, men Billedhuggeren maa
nojes med at antyde el Suk. der baner sig Vej over de
halvvoksne Læber, med mindre man naar dertil, at
Billedhuggeren lader anbringe en Grammofon i sin Ijiokoon. Saa har
vi naaet det sublime. Saa kan vi avertere i vore Aviser:
De olTentlige Statuer skriger i Dag fra 2 lil 3. Næ — hver
af de to Kunstarter maa blive paa sit Gebet psa Vandringen
mod det fælles Maal. Halenet kan efterligne Handlinger, men
kun antydningsvis gennem Genslande: Poesien kan efterligne
Genstande, men kun antydningsvis gennem Handlinger.
Dog til enhver trist og klynkende Thoppermand eller
Faaborger vil jeg troslengt sige med den vise Nestors Son:
\ifi*oa£at yt pir orAiv IliuSisv — jeg tager ingen forlry*delig
op. al ban græder.
Del er blot saa trist for dem. synes jeg. og for de
afeks-perimenterede og fuldkommenhedsbevidste Krese, de tilhører,
al de ligesom Heines Nannerl fra Bierstuben i Munchen synes
at tro, at Ironi er en Slags 01. Ironi føler vi ikke, siger Hr.
Th.; Ironi har vi ikke, ekkoer Hr. Fbg. Men heller ikke det
skal jeg lage dem fortrydeligt op. thi jeg er beil igennem
enig med dem i deres Syn paa Kunsten: del er idag el
dejligt Vejr!
Salte Taarer og Hovedrysten udrydder ikke Lundstrom.
For han viger, skal Tiden vige. Men prov paa at ramme
ham med en bitte, bille lille Promeleurgnist, hvis d’Hrr.
fører den Vare. og De skal se. hvor ban fuller og fænger og
brænder sig selv lil Aske. Christen Fribert.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
