Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det er rigtigt, at Malerkunstens Mani er at virke paa
Mennesker, men det er ikke i Mængdens Sprog, Malerkunsten skal
tale til Mængden. Malerkunsten skal tale sit eget Sprog,
ikke for at »blive forstaaet«, men for at bevæge og beherske.
Den Kunstner, der afholder sig fra enhver udvendig Forklaring,
samler i sig en Kraft, hvis Glans lyser op i hans
Værk.
Det er ved at fuldkommengøre os selv, at vi virker paa
Menneskeslægten, det er ved selv at samle Rigdomme, at vi
beriger andre, det er den indre Glæde, hvormed vi tilegner os
Jorden, der skaber Udtryk for vor kosmiske Henrykkelse.
KUBISMENS ELLER EXPRESSIONISMENS SELVFORSVAR
NOGLE FILOSOFISKE BETRAGTNINGER
I en Afhandling »Kubisme« af Jean Metzinger og Albert Gleizes
i Klingen (II.Aarg., 4) findes en Definition af Tegningens Kunst:
»I kort Begreb bestaar Kunsten at tegne i at frembringe
Forhold mellem rette og krumme Linjer. Der bør i et Billede
findes en ubegrænset Forskelligartethed i Linjernes Forhold. Først
da faar vi det fulde Indtryk af Sammenspillet mellem
Kunstnerens Indstilling og Iagttagelse. Først da griber Maleriet os.
Hvad Kurven er i Forhold til den rette Linie, er i Farvens
Rige den kolde Farve i Forhold til den varme.«
Maleriets Kunst defineres paa lignende Maade:
»Hvem vil nægte, at det at male bestaar i al dele et
Lærreds Overflade og give hver Del af den sin ejendommelige
Karakter, der ikke maa stride mod Helhedens Natur.«
»Her er der straks en Regel, Smagen kræver overholdt: lad
ikke to Partier af samme Størrelse forekomme i samme Billede.
Gentager det ene Parti det andet, kommer det hele til at virke
mekanisk og tilfredsstiller ikke længere som Udtryk for vor
Personlighed, der ikke kan maales og aldrig gentager sig.«
Kunstens Maal defineres saaledes:
»Hvad vi søger er det væsentlige, men vi søger det ikke i
Geometrien — eller i en eller anden Metafysik — men i os selv.«
————————
Hvis vi giver disse Ord Anvendelse paa den historiske Kunst,
f. Eks. Rafaels eller andre af de store Italieneres, vil de Punkt
for Punkt finde Bekræftelse, thi ogsaa hos Rafael finder vi, at
Tegnekunsten arbejder med Modsætninger af rette og krumme
Linjer, f. Eks. af runde Legemer indenfor en firsidet Ramme,
og med Modsætninger af varme og kolde Farver, navnlig af gult
og blaat, rødt og blaat eller grønt; og vi finder, at Billedfladen
i »den sixtinske Madonna« deles saaledes, at ikke to Partier af
samme Størrelse forekommer deri, undtagen i Gardinerne. Endelig
vil det være ubestridelig, at Rafael i et saadant Billede har søgt
al give det væsentlige. — Forskellen ligger da i det sidste Ord,
»i os selv«, nemlig at de moderne Kunstnere mener at finde
det væsentlige i dem selv, som et Udtryk for deres Personlighed.
I denne Henseende vilde hverken Rafael, Michelangelo eller
nogen anden af de gamle vove at forveksle det objektive med det
subjektive, selv om de troede, at Sjælen kan rumme Ideer, der
leder Kunstnerens Haand. Saa mægtig en Indsigt i Kunstens
Væsen disse Mestere besad, var de i Følge hele deres
Opdragelse i den græsk-middelalderlige Filosofi, langt mere beskedne
end de moderne, der gentager Romantikkens subjektivistiske
Teorier. Det Taskenspillerfif, hvormed den moderne
Kunstfilosofi giver sig Udseende af Egentlighed, ligger paa det Punkt,
hvor man gaar over fra det objektivt beskrivende af Kunstens
Teknik til Paastanden om, at denne Teknik tilfredsstiller os,
fordi den paa én Gang udtrykker vore Fornemmelser og
udtrykker det væsentlige, idet man lader dette Ord det væsentlige
dække selve den subjektive Bevidsthed, der dog rummer saa
mange andre Ting end netop Kubismens Linje- og
Farvekontraster.
Ved det væsentlige, det essentielle, forstod de gamle noget
helt andet, og det er dette, der foresvæver de moderne, men
som de borteskamorterer. Det var i Virkeligheden noget meget
simpelt, nemlig at Tingen har en almindelig Existens, ogsaa
naar vi ikke betragter eller paa anden Maade sanser den. »At
give det væsentlige« af Tingen er altsaa netop at give den en
objektiv Eksistens, derfor taler man ogsaa nu med Rette om »at
søge bag om Fænomenerne«. Men naar man saa tillige vil søge
denne Eksistens »i os selv«, fornægter man det objektive.
Lad os tage som Eksempel: Horizontlinjen! Den er efter al
primitiv Filosofi en Grænselinje for Jorden eller Havet, et fjernt
Omrids. Efterhaanden forstod man tillige, at den varierer med
vort Betragtningspunkt, at den hæver og sænker sig med os;
og idet man begyndte at regne med den i Billedperspektiverne,
fik den en bestemt Kvalitet som høj eller lav Horizont, derved
at den bestemmer Figurernes, Bygningernes eller Landskabernes
Plads i et Rum, der paa engang begrænses flademæssigt af
Rammen og dybdemæssigt af det vandrette Grundplan, der,
fortsat i det uendelige, faar sin Grænselinje i Horizonten. Det
væsentlige i Horizonten er altsaa i første Stadium dens
Sammenhørighed med Naturen selv, i andet Stadium dens Evne til at
bestemme Naturen rumligt i Forhold til vort Betragtningspunkt.
og dermed i den billedlige Fremstilling at styre Perspektiverne.
I begge Stadier kan Horizonten optages som Idé i vor Bevidst-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
