Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
slaaclsc. eller soen l*rof. S. udtrykker det »ved aandelig Smilte«.
I delle Udtryk ligger imidlertid en lillr Tilsnigelse, idet Tanken
derved lempe’:;;! for«, over p»a det pathologiskes Omraade.
Vat OnSel Smilte btlgder i denne Forbindelse Fcrslnaelse. Prof.
S. vil saa munke hrrtil svare, «t del kan nu være meget godt,
og at der manske ikke er nogen Forskel paa den Maadc.
hvor-paj rn sund og rn syg Bevægelse lireder »i*, og at drr altsaa
ikke kan lægges nogen Vægt |>-ia den sympatiske Smitte som
Kritcrir, men nt det er paa Frugten, man skal kende TnreL
Og Frugten her er det. som Prof. S. k ilder Dgsmorphnm af det
gn-ske Ord dtpmæphc.*. der betyder vanskabt, hæslig. Prof. S.
mener nemlig for Alvor, at moderne Kunstnere har en sygelig
Trang til at deformere og vanskabe de Objekter. det være sig
nu ilet menneskelige Legeme eller andre Genstande, som de i
deres Kunst beskæftiger sig med. Tanken er saa urimelig, al
man ikke rigtig forstaar, al cn ua udmærket Hjæme som Prof.
S.’s har kunnet fostre den. Og hvad er ilel saa for Ting. der
anfnrrs som Bevis for denne »Defornicringstrang«Jo. det er
den Omstændighed, at cn HiJMhngqrr bar fremstillet nogle af
line menneskelige Figurer med Arm eilcr Ben afsknarct paa
Overarme eller paa Laaret (det Prof. S kalder »Torsodannelse«),
eller at en Fod eller Haand synes Prof. S. al ligne en fonnlns
Klump eller endog, at »hvert eneste Lem er grundigt forvrænget
og forvansket« onder Kunstnerens Gengivelse. Og for nogle
JtfoiVr« Vedkommende, at Hænder og Fndder er fremstillet
unaturligt smaa eller Øjet unaturligt stort, ja narston fra
Nxse-ng indtil Øret, og for en enkelt Malers Vedkommende {Jait
Nielsen) er det nu rent galt. fordi han har givet en Dame paa
et ar sine Billeder kun eet Øje og en halv Mand Jeg skal
senere komme lilliage til nogle af disse Enkeltheder. Dette
skal vare Trang til Vanskabelse. Dysmorphisme. Den samme
Indvending li urrs jo »»-rigt hver Dag i Former, der vel
varierer noget, men allid munder nd i, at Tingene ikke er som
noget virkelig eiistcrende Objekt. Oa intet synes al have en
saa ophidsende Virkning paa dc flestr Mennesker, som at
Billedet. Statuen eller hvad det na er, ikke gengiver Tingene »jooj
de ser ud*. Mange Mennesker har aabeuliart slet ikke gjort sig klart,
at Gengiv elsen, »elve den tro naturalistiske Gengivelse af
Naturen i alle Detailler ikke er Kunst, men Kopiering af
Virkeligheden, tom, gold Afstubning. Fra en Udstilling paa
Charlotten-borg for nogle Aar siden erindrer jeg rn legemslor Statue af cn
Idrætsmand (vistnok I. P. MOIler). De enkelte Dele af
I.ego-met var utvivlsomt gengivet nieil fotograllsk Nojagtighrd.
Manden stod dér. ganske som Vorherre havde skabt ham, i raa, ja
lunten fnek Virkelighed Men hvilken Mening er der i et
saa-dant Arbejde? H.sorlcdcs skal man værr indrettet for at fole
nogen som helst Glæde »ed Synel? Vedkommer det reig, at
Manden i sin Nogenhed ser netop saadan ud’ Den eneste
Betydning. der kan være ved at efterlade slige »Knnsitærkcr« til
Éncrtidrn. ligger i den ganske vist lidet sandsynlige Mulighed,
at Menneskeslægten skulde uddn og vor Klode hlite taget i
Besiddelse af andre Vawer. Da vilde det selsfnlgtiig kunne
inter-c*s*.Tr disse at se, hvorledes Mmnesket »virkelig« saa cd. som
vi nu gerne vilde have en tro Kopi af Mantniuten, flyvende
Kæmpcugler ug undre af Fortidens udrinde Dyr — men jeg kan
ikke ta’nke mig, at Statuen af J. P. MOIler blev til > en saa
fremsynet Hensigt. Nej! den kunstneriske Værdi af det
menneskelige Legemes Benyttelse som Objekt ligger i ganske andre Ting.
i bestemte Linien rytmiske Gengivelse med bestemte
Intenal-ler. i Fremstillingen af el Bes’ægebcsiiiotiv, der har grebet
Kunstneren og nu gengives forstærket maoske langt ud over det
»naturlige«. Der kan være mangfoldige andre Ting. som jeg »oin
Lægmand ikke skal soge at skildre. Det eneste afgorendc er,
at Kunstneren formaar at gore sin Hensigt letende og sknn,
om det »an blot er i ct eneste Menneskes Sind — ja, endda
om delle eneste Menneske rr hans eget ærligste Selv. Derfor
vogte man sig til det ydrrvte for straks at fonliimme el
»ufor-ilaaeligt« Kunstværk. Overordentlig meget i Kunsl lader sig slet
ikke forklare, det maa simpelt hen fules og opleves. Selve
Synsindtrykket er naturligvis ens bos alle normalt seende, men Ofr
fatlelsen af det sele er viril forskellig. Den der tror, at kun
bog-ilaselig Gengivelse er Kunst, er som ru Mand, der horer et
fremmed ham ubekendt Sprog og tror, den fremmede kun
udtrykker sig i uartikulerede Lyde.
Derfor er det ogsaa ganske ligegyldigt, om en Kunstner gor
en Haauil for lillr ellrr rt Øje for stort, sammenlignet med
normal anatomiske Forhold, hvis <lcr iovrigt kan opuaas noget for
bans specielle Formaal derved — men selsfulgelig skal man
ikke være saa naiv deraf at slatle, at blot rn Kunstner maler
en lillr Haand eller et stort 0;c og anbringer det i en
Menneskeskikkelse, saa har haa med del sammr el Kunstværk.
Og nu »Lemlæstelsen«. Torsodannelscn. som Prof. S. omtalte.
Ja, naturligvis er delte ikke gjort for at lemlæste, saaledes som
Sadister eller andre abnorme bærer sig ad, men jeg beder om,
at man i sin Erindring genkalder sig nogle af de fra Oldtiden
efterladte Torsoer, der ganske vist har erhvervet lemlæstelsen
gennem den Vold og Overlast, der i Tidens Lob er blcven nvel
imod dem. Jeg minder oin Nike. Sejrens Gudinde, den prægtige
Torso fra det 4. Aarh. f. Chr., der nu beliudrr sig i Loavre. Og
forst ag sidst ile bed aarv ode. ja næsten over al Forstand dejlige
lemlæstede Kvindestatuer fra Parthenons liavl. Maaske has de
det været cn endnu mere fuldkommen Nydelse at se de intakte
Statuer Og dog. er del sikkert? Vilde man ikke ligesom
overvældes og hurtigere trættrs af al den Rigdom end ved
Beskuelsen af disse Brudstykker, hvis Rytme lil Trods for all er saa
bel og fuld som det overhovedet er muligt* Giver ikke nogle
enkelte eller et eneste Mesterværk en langt mere intens Nydelse
end Gennemgang af et helt Galleri? Den moderne Kunstner,
dermed intens Vedholdenhed har foit sig betaget af et ganske
bestemt Bcvægelsesmoliv. der udlrykkes i bestemte Linier og
bestemte Afsnit af Legemet, Qæroer bevidst (og selvfølgelig alt
andet eml tilfældigt) alt det overfludigc. fordi det cr hans Indtryk,
al den saaledes »lemU-stede« Statae jnst virker mere helt, end
om drr i hancdgribelig Betydning intet manglede. Lad være, at
man vil linde dette pretentiost. i.en »Dyiinophismc« — aSdrigl
Ganske det sammr ga-ldcr om Paastanden »Vnnskabche«, fordi
cn Fod, en Haand, ct Ansigt ikke er udfort. men blot lost
antydet. Naturligvis giver Jfriirae’a Billede (S.*) Pag. 211) just den
lilstra-btc Fiilrlse af kontemplativ Hu iXke blot nd Udriadelsra
af Personernes Ansigtstræk, men ogsaa derved En ganske
tilsvarende Bestræbelse kan ses i det store Str.indbilledr paa Karl
Se/icti’s l’dstilling (D. K.V Paa den unge Kvinde længsl til
venstre i Billedet, den eneste, der smiler Ansigtet lige til Beskueren,
har Kunstneren ligeledes undladt at udfure Ansigtstrækkene.
Der er en velgiireade Ro over dette indtagende Billede, som
virkelic bar optaget i sis al Strandens og Klillemrs solfyldte
Poesi. Hertil kommer mi, at mangen Not»i»kiinstner har fordybet
sig i saakaldct primitiv Skulptur, specielt Negerskulptnr, dér jo
utvivlsomt ogsaa rr præget af en mærkelig fasi ug klar enkel
Idé, kanoniseret i bestemle, i det væsentlige ufravigelige Former,
der langt fra den haanilgrihelige Natur præges af Sindets
reli-giose Betagethed med dertil horende Fryd eller Forfærdelse. Man
kan vel leve sig sati intimt ind i disse Sjælens plastiske Udtryk
for Stemninger, al de bliver Ens aandelige Ejendom, en Art
Sym-Itolrr, der kun forstaas af den lille Kreds, der kender
Forudsætningerne Denne Kunst rr sandelig ikke populær, men den«
tlilovere rr ikke mere sindslidende end Kemikerne, der ogsaa bruger
et Trgnsprog til at udtrykke deres Tanker. Kemien er heller ikke
populær Læsning. Yderligere knytier sig hertil en Fordybelse i
Plastikens og dr<! kubiske Rumopfattelses Teori og dennes
Anvendelse Bestandig fremhæves det. at Billedhuggeren under sil
Arbejde ikke man lænke sig Overfladen som noget forud givel.
han skal forestille sig den raa Masse, hvoraf Statuen skabes
som rn uendelig Mængde Stofdelr, »om indefra mod forskellig
Krafl, alt efter Bevægelsens Styrke, stræber udad. Som
Resultant af disse i alle tre Dimensioner virkende Knrftcr opstaarda
Ovrrllailrn som selvfolgeiigl Produkt. Kuu herred faar Værket
sin rette Fylde, sin plastiske Massivitet Tænker han sig
derimod Overfladen ikke som det sidste, men som det forud givne,
ila bliver den som cn tynd og karaktcrius Skal omkring en
kaotisk Masse. Iler er det for den ikke s|»ecielt kyndige
umuligt at vurdere Rel og Frjl, men en mulig Fejltagelse fra
Kunstnerens Side berettiger selvfølgelig her saa lidt som noget andet
Sliil til at opfattr Fejltagelsen som Udslag af Sindslidrise. Del
Arbejde, drr fuldt nd lykkes, frembringer inaaske mere cn
in-tellektnel end en egentlig kunstnerisk Nydelse, i Slægt med
Tilfredsstillelsen ve*I at lose ct stereometrisk Problem. Vi be 11 oder
os lier paa ct Grænseomnadc mellem intellektuel ug kunstnerisk
Virken, og der er maaske Fare for, al Kunstens laskende
Kilder herunder skal kunne uillurres, men at Kunstneren eller
lians Tilhængere skul tage Skade paa Forstanden, er drr næppe
Grund til at frygte.
Nogle af Prof. S.‘s Kksempler skal jeg ombile nærmere.
Arctiijiengo’s Stataer (5. Pag. H) indeholder, livad man
iovrigt vil mene om ilem. saa megen rytmisk Skonhed i Beva-grl-
•) & betyder ITrot .’Wc«««« h«» ti* nym KuaiU^lratpr og
■EitMna* ! ||,<> I irr Kbhva. IMS*.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
