Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PIERRE- AUGUSTE RENOIR
i <S .j i
T den, selv maalt med de rigost producerende Kunstneres.
uhyre Produktion af over lire Tusinde Rilleder, som
Renoir selv har anslaaet sine Arbejders Tal til. kan det
Tnrst blive en senere Eftertid muligt helt sikkert i alle
Enkeltheder al orientere sip mod Hensyn til de
Udgangspunkter. hvori den har taget sine Tillob, og de
Udviklingslinjer. den har fulgt.
Han har selv i en Samtale med Vollard (L’Art. et Les
Artistes. Jan. 1019) nævnt en Række Kunstnere og
Kunstværker fra tidligere Aarhundreder. som i Aarcnes Lob, paa
Louvre eller i fremmede Mnsæer, havde gjort Indtryk paa
ham. og som han havde fundet særlig liehag i.
Naturligvis forst og fremmest fransk Kunsl, Malerne fra det
attende Aarhumlrede, Walteau. Boucher, Fragonard. Claude
Lorrain. saa Rubens (han nævner bl. a. »Portrait
d’Hé-lénc Fourmant et de se« enfants«. Louvre), af Spanierne
Velasquez. hans smaa Prinsesser, »Spinderskerne« og
»lire-das Overgivelse« i Pradomusæet. af Hollænderne Venneer
van Uelfl, især »Hos Koblersken« <Dresden). og, rel reserve
fornvrigt, enkelte Arlicjder af Hcinbrandt, navnlig
»Jode-bruden« lAmsterdami. Endelig fra Rejsen i Italien: de
autike Fresker i Pompeji og i Musæet i Napoli, Mosaikerne
i San Marco Kirken i Venezia ftces magnifit/nes inosai.
tinet:’ or yrttnd Clirisl bt/zanlin amt lin cerné t/ris’.*).
Venetianerne fra Carpaccio (»Cesf nu des premiers ijiii
aienl osé faite des yens se promenunl tinns In rue’ El jmis
encore des fonds de paysaye d’une vrrilé elonnanle’«I til
Tilian, »Venus og Organisten* (Prado). »Frans den 1ste«
(Louvre), og Veronese, »Hryllupet i Kana« (Louvre).
Rafael, »Madonna delta Sedia« i Pitti /tla peinlnre la pins
libre. la pitis snilde, lo pins nierveilleitsenienl simple el vi
vanle. qu’il mil pussible d’imaginer«). »Heliodors Udjagrise
af Templet« (Fresko i Vatikanet).
Udvalget synes besynderligt, vidlsvævende, i (»rumlen
paa mange Maador indbyrdes uforeneligt.
Og ikke mindre besynderlige synes hans Antipalhicr.
De >smaa Hollændere«, som den foregaaende Generation
»Malerne fra Trediverne« havde sværmet for. omtaler han
med storste Foragt, citerende Ludvig XIV’s Ord:
»Enlevex-moi tousces magots’«; Englænderne, som Aarhundredet
igennem havde værel beundrede og studerede i Paris, Constable
(som Delacrois havde modtaget afgorende Impulser fra).
Turner (som Monet og Pissarro var blevet paavirket af
under et Ophold i London i 1X711, l-awrcnre tsom endnu
Degas havde kopieret): »Hvilken Skuffelse for mig!« ud-
bryder han: af Goya (som Monet havde folt sig saa
til-trukken af) er det i Grunden kun smaa Finesser, der har
(præget sig i hans Erindring Personne n’n rendti les
diamants comme Goyti’ El les pelils studiers de satin t/u il tnus
faisait . . .«; om Tintoretto ikke et Ord og om Greco: »un
Ires yrand peintre . . . rnais. j’ai bien le droit. apres tout.
de fni préférer l’rlast/ue: .’«
Og nu hans Samtidige’.’ Hans Ungdoms Vejledere og
Forbilleder, Gourliet. Delacroix, Gorol, Diaz, til hvis Kunst
lian notorisk liar staael i Forhold, hvorledes fordeler disse
Paavirkninger sig i Tid og Betydning, hvad skylder han
1919
dem hver især og dem alle i Forening? Eller hans
Manddoms Kammerater, Manet. Monet. Pissarro.
Impressionisterne og Impressionismen, som fra Halvfjerdserne og
omtrent Aarhundredet ud saa tydelig, omend med mange
fremmede, ofte fjærne Indskud, præger hans Produktion.
Var det til Gavn eller til Skade for den. hæinmedes
ilen eller fremmedes den ved dette nære personlige og
kunstneriske Samarbejde? Og endelig: hvilke skjulte eller
aabenbare Kræfter fæstnede mod hans Livsaften omsider
hans Gærning i dens sidste farverode og formslærke
endelige Udtryk?
Hvad ved vi?
Og i hvilken Periode var han ypperst? Da han malede
»I.ise« (IR67, Musæct i Hagen) og »Theaterlogen« (1874,
Durand-Ruel Paris), eller »Moulin de la Galette« (1876,
Teisen-Lund og Luxembourg). »Confidences« (187S,
Or-drupgaard) og »Roerne« (1881. Durand-Ruel) eller
»Baig-neuse« og uBaigneuses« (188.1, Durand-Ruel og Jacq.-E.
Illanrhe) eller forsi da han. i delte Aarbundrede, allerede
gammel og skrøbelig, med Penslen bunden til en af Gigt
vanskabt Haand. fyldt at sin Nations ukuelige aandelige
og moralske Energi skabte en hel ny Farvernes og
Formernes Verden (Goli. Maurice Gagnat)0
I en af hine Samtaler med Vollard (La Renaissance de
l’Art Francais, Juli 1919) indskyder denne: »Jeg mindes
en Dag. at have sel to •Kunstkendere« paa en Udstilling
af Deres Arbejder hos Durand Ruel. Den ene forklarede
den anden Fortrinene og, sikkert ogsaa. Fejlene Rillede
tor Billede. Da han kom til »Theaterlogen«, sænkede han
Stemmen og . . . Renoir, vivement: *Je les connais ces
protecteurs des aris 1/111 afftdtnl te plus yrand respect
dentin! les oenvres déja vieiUes. apres avoir laisse les artistes
ertver de faim pendant tiu’ils peignaienl ces miines oenivrs.
Tene:, celle fameuse »lAxje*, précisément. II ne se trouca
person ne panr me donner tes ciny cents francs tf ne j’en
de-mandais.*
Vi har i et af Ozannes sidsle Breve (Emile Bernard:
Souvenirs sur Paul Ozanne, Paris 1912, pag. 90) disse
Ord, der er blevet beromte ... »il me semble, yae je
fais de lents progres.* Og om Renoir fortælles det, at da
han for sidste Gang var paa Ix>uvre. saa svag og
medtaget af Rheumatisme. al han na’slen maatte bæres derop,
for at se Musæels nyeste Erhvervelser, der var udstillede
i La Gaze Salen, horte man ham. idet han bad om at
maatte blive hjulpet ud. sagte mumle hen for sig: »AA,
1pie )’aurais a faire encore des proyrés.’«
Men oni vi, idet vi her sænker Fanen ved Renoirs Grav
— hvor lidt eller hvor meget vi ved om og har forstaaet
af hans Gærning, af dens underlige Veje og dunkle Maal
— i hvert Fald kunde, med delte Dobbeltord af de to
store, franske Mestre, have Lov til at sige og Mod til at
lilstaa om os selv - »Det ser jo virkelig ud. som 0111 der
er en Smule Fremgang, men alligevel, hvor langt er der
ikke igen!« . . . saa var vi vel ikke helt uværdige, vi
heller, til at hædre hans Minde. Carl l\ Petersen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
