Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at tænke p;m Blomster. De sejles af bare én Mand ok
gaar aldrig ud |iaa hoj So: de sejler kun ud. naar Vinden
er svag, og vender tilbage, hvis den bliver for stærk
Jeg havde stor I.yst til ogsaa at se Afrika. Men jeg
lægger ingen bestemte Planer for Fremtiden. All kommer
an paa Omstændighederne. Hvad jeg vilde la>re al kende,
var Virkningen af en dybere blaa Himmel. Fromontin og
Gcriime saa Syden farvelos, og en bel Mængde Folk gor
det samme. Herregud, naar man tager tort Sand i
Haanden og holder del tæt foran Øjnene, ja set paa den Maadc
er naturligvis Vand og Luft ogsaa farveløse. — Der gives
intet Blaa uden Gult og uden Orange, og naar I maler
Blaat, saa mal ogsaa Gult og Orange — ikke sandl?
Jeg befinder mig her i Syden afgjort bedre end i
Norden Jeg arbejder selv om Middagen i fuldt Solskin uden
en eneste Skygge og er saa veltilpas som en Cikade.
Havde jeg blot lært dette l.and at kende i 25-Aarsaldcren
i Stedet for nu jeg er 35. Men dengang var jeg begejstret
for det Graa eller rettere sagt for det Farvclose, jeg dromle
altid om Millet og havde mine Venner i Kredsen Mauve.
Israels o. s. v.
•
Degas er som Maler mandig og upersonlig, netop fonli
han personlig er tilfreds mcd al leve som simpel Borger
og ikke bryder sig om at »nyde Livet«: han ser
Menneskene vrimle om sig og maler dem saa godt, fordi han
ikke som Rubs-ns gor Krav paa at være Kavaler og
levemand . . .
Fornylig opdagede jeg lier en lille Radering af
Rem-brandt og koble den, en mandlig Aktstudie, realistisk og
ligetil. Han staar lænet mod en Dur eller Snjle i et
dystert Interior; en Solstraale strejfer fra oven det sænkede
Ansigt og det kraftige, rode Haar. Man kommer til al
la*nkc paa Degas, san sundt og stærkt opfattet er hans Legeme.
Sig mig engang, har du nogensinde set ordentligt paa
»Oksen* eller »Del Indre af en Slagterbutik« i Louvre?
Det har du vist ikke. Det vilde være mig en ren
Formij-else, al tilbringe en Morgen sammen med dig i
Hollændernes Galeri. Alt det lader sig ikke beskrive, men foran
selve Billederne skulde jeg vise dig s’aadanne Herligheder
og Vidundere, al du vil forstaa. hvorfor jeg fiirst i anden
Ra-kkc beundrer de Primitive. Jeg er nu engang saa lidt
excentrisk!
En græsk Statue, en Bonde af Millet, et hollandsk
Portræt, en nugen Pige af Oourbet eller Degas — denne
rolige, gennemarbejdede Fuldkommenhed bevirker, at de
Primitive og Japanerne red Siden af forekommer mig som
Skrift mod Maleri. Dr interesserer mig uhyre meget, men
el afsluttet Kunstværk gor i sin Fuldkommenhed ligesom
det Uendelige haandgribeligt, fanr ostil luldt at nyde
Skønheden og giver os en Fnlelse af Uendeligheden . . .
•
Jeg har netop malet et Portræt af en ung Pige paa 12
Aar: brunt- Øjne, sort Haar og sorte Øjenbryn, graagul
Teint, mod en hvid Baggrund, der er stærkt tonet med
Veronesergrnnt, i blodrødt Liv med violette Striber og
blaa Nederdel med storla-rnet orange Mønster, og i den
nydelige lille Haand holder hun en Olejnderblomst. Jeg
er blevet saa træt og udmattet, at jeg slet ikkr kan skrive.
Hvis vi engang var sammen i Louvre. vilde jeg gerne
se paa de primitive sammen med dig. Jeg gaar sladig
med den største Kærlighed til Hollænderne, forst og
fremmest Rembrandt, som jeg tidligere har stuilcret saa
ind-gaacndc. Og saa Potter. Han maler paa en 4—6 Meter
stor Flade en hvid Hingst, der vrinsker brunstig og
desperat. og ovenover den en dyster Uvcjrshimmel. og Dyret
staar der ganske ene i den vaade Engs sart grønne
Uendelighed. — I disse gamle Hollændere stikker overhovedet
Herligheder, der slet ikke kan sammenlignes med noget
andet!
Jeg sender dig i Dag et Par Skitser efter Studier i Olie;
paa den Maade lærer du Naturmotiver at kende, som har
begejstret den gamle Cfocanne. Crau ved Aix er nemlig
omtrent som Omgivelser ved Tarascon og Crau her.
Ca-margiie er endnu simplere — med store Strækninger
daar-lig Jord, hvor iler ikke s-okser andet end Tamarindebuske
og stridt Græs som Spartogræsset i en Ørken.
Jeg ved. hvor meget du holder af Cézanne. saa jeg gaar
ud fra, at du vil blive glad fur disse Skitser fra Provence.
Ikke at der er nogen Lighed mellem en Tegning af mig
og en af Céxanne, lige saa lidt som mellem Monticelli og
mig. men jeg elsker del samme Land lidenskabeligt, som
de har elsket, og af de samme Grunde — for Farvens og
den logiske Tegnings Skyld.
Mcd del fælles Arbejde, som jeg skrev om. mente jeg
ikke. at to eller tre Malere skulde arbejde paa samme
Billede . jeg tænkte paa forskelligartede Arbejder, der
alligevel horer sammen og kompletterer hinanden. De tidlige
Italienere, de tyske Primitive, Hollænderne og de
egentlige Italienere — danner de ikke uvilkaarligl
sammenhængende Grupper?
Egentlig danner jo ogsaa Impressionisterne en Gruppe,
trods alle deres ulykkelige Borgerkrige, hvori den ene
søger at opæde den anden med en Iver. der var en bedre
Sag værdig.
I vor nordiske Skole er Rembrandt Herren og Mesteren,
og hans Indflydelse gør sig gældende hos alle. der
kommer i hans Nærhed. Potter f. Eks. maler Dyr i Brunst
og Lidenskab i lige saa lidenskabelige Omgivelser, i Uvejr,
i Solskin, i Hestens Melankoli, mens han. for han lærte
Rembrandt at kende, var smaalig og lar.
Rembrandt og Potter, det er Malere, der herer sammen
som Brndre, og selvom Rembrandt aldrig har gjort et
Penselstreg paa Potters Billeder, saa skylder alligevel Potter
(og Ruysdael) ham det bedste i deres Værker, det Moment,
der griber os om Hjertet, naar vi forstaar at se et Stykke
af det gamle Holland gennem deres Temperament.
Ogsaa de rent materielle Vanskeligheder, en Maler har
at slaas med, ger Sammenhold og Samarbejde onskelig
(akkurat som paa Ski. Lucas Gildernes Tid). Hvis de
praktisk hjalp hinanden og boldt af hinanden som gode
Kammerater i Stedet for at skændes og slaas, vilde Malerne
blive mere lykkelige og i al Fald ikke saa latterlige, dumme
og nederdrægtige.
Men nok om del. Livet gaar saa hurtigt, at vi ikke har
Tid til baade at diskutere og handle. Derfor er det, at
vi for Tiden er ude paa høj So, hver for sig i sin lille
jammerlige Haad — ene paa Tidens vældige Bølger.
Er det en Renæssance eller et Forfald? Vi kan ikke
selv dumme derom, vi staar selv midt deri. og vor Dom
er underlagt alle Perspektivens Forvrængninger. Hvad der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
