Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I iul hold o ir form.
I anledning af cn ndsl al kinesisk kunsl i kunslindustrinuisæel.
"\7I tænke os motivet: cn skrivende dreng. Kendetegn:
hovedet paa skarvs, pcgclingrcn i spids trekant over
penneskaftel Vi tænke os endvidere nt delte motiv, den
skrivende dreng, har symbolsk betydning, og allid, hvor
det fremkommer, viser lilhage til en eller anden inythc og
forslaas af alle. Tillige, at Kunsten gennem uvilkaarlig
udvælgelse er standset ve<l de to ovenfor nævnte
kendetegn. som traditionen efterhaanden har fæstnet urokkeligt
og generation efter generation arbejdet paa nt give med
storsi mulig klarhed og anskurlighed. Ilar vi forestillet
os all dette, er vi inde paa livel :if de til hælvten bundne
opgaver, som i forliden overalt, hvor kunslen traadle i
religiose og lilosoliske ideers tjeneste, udgjorde del
kunstneriske arbejdes faste basis. Noget var givel med
opgaven og noget overladt til kunstneren selv, der kunde bygge
direkte paa forgængeres arbejde og dog med lejlighed til
en fuldt personlig losning. —
Den kinesiske maler og kunstkritiker Sie-Ho, der levede
i det 5.—6. aarh.. opstilles følgende seks afgurendc
billed-egenskaher: 1) bcsjællhed og levende bevægelse. 2) pen-
selsskriftens skelel. 3) naturlroskab. 4) farvefordeling.
.">) komposition, 6) agtelse for traditionen. Delte skema
kan mer en én kunstrelning underskrive, del er den gamle
kinesiske malerkunst selv. der man vise os. hvad Sie-Hos’
mening var dermed. Denne malerkunst viser sig at have
et dubbelt »indhold«. Svnligl for os ligger
nnturgcugivcl-sen. den lyttende hjorl. den svajende bambus, den ensomme
Tandrer. Her linder vi I og 2 besjæltheden. den levende
bevægelse og naturtrosknl>en. alle dele saa fuldltonende,
som nogen kunsl har kunnet give dem. Kor os, der
kender tenere tiders stof og rumilluderende expcrimcntcr. er
kinesemes kunst naturtroskab under forenklingens fonn,
for kineseren er den derimod fuldt illuderende realisme,
hvad talrige kunstneranekdoter vidner om. Der fortælles
saaledes om Wu Tao-t/.e, en af oldkinas storste kunstnere
(c. 750 e. Chr.), at han, da han nnskrde at iudgaa til
evigheden, blot klappede i hænderne foran cn dor, han
havde malt i ct af sine vægmnlcricr i kejserpaladset.
Doren nabnede sig. Wu Tuo-txc gik derind, det var i en
vidunderlig grotie. doren lukkede sig og kunstneren blev ikke
set mere. Ved Siden nf objektivt »indhold« har omtrent
alt i de kinesiske billeder symbolsk betydning, udtrykker
gængse otdkincsiskc mythiskc og poetiske tanker, i
kinesernes ojnc manske billedernes rrtlc egentlige >besj;cllhed».
Disse forestillinger var el æmnefond. fxllestemncr. der
tillod utallige variationer ud fra selvstændige naturiagttagelser.
Naar visse nutidsmennesker i cn udstillingskatalog læser
cn belagende hilledtitcl, ledsaget af skonne vers. tro de,
nt domed er ogsaa billedet dejligt Herimod var kineseren
sikret ved de ovrige anforte billcdfordringcr: farvefordeling,
komposition og prnsclskriftcns skelet.
Ktsteds stnar skrevet, vistnok hos Julius Lange, al stil
>cr en konsekvent gennemfort afvigelse fra virkeligheden
• i kunstnerisk ojemcd.« Denne dclinilion var udmærket,
hvis virkeligheden var en fortegning og ikke del chaos,
den er. Den kinesiske kunstners arbejde med
virkeligheden bestaar ikke i hvad vi kalder nnlurstudiuin, tegning
og maleri i marken. Dels indlever lian sig
nlmenmenue-skcligt i ile forskellige naturstemninger, dels studerer han
naliirenkelthrdcrnes, f. eks. planlernes, bygning og
vækstlove. pan dette grundlag gaar han lil arbejdet og optræner
sig lil med sledse storre sikkerhed og enkelhed at kunne
give naturen hillcdmæssigt, allsaa en erindringens og
kundskabens ekstrakt. Midlet dertil cr ► pensclskriflens skelet«,
kunstnerens fabelagtige kalligrnliske sikkerhed. Det fuld
haamc kunstværk er her som overalt resultatet nf
sammensmeltningen af objektiv virkelighcdsiagtlagelse og
subjektivt ornament, ornament her ikke i betydningen bevidst
pynteform. men i betydningen af personlig opleveform,
saaledes som den fremkommer under sindets krav paa
tydeligt udtryk.
S. Daiine.ikjoiil SatMiie.
GABHSTOKKEN
/"’lABL JUL. SALOMOXSKN TilltTt)tbfnnrrkninyfr om
Ihjsmorfihismtnn si/t/fliyr Sutur. /Isrin og Manksyaard/.
Sjælden har man set et ynkeligere Nederlag, end det
Prof. Dr. Carl Jul. Snloinonscn led med sil Skrift om
Dysmorlismcn. Ikke én fremragende dansk Kunstner eller
Psychiater kom ham til Hjælp. Af alle de Anmeldelser.
Skriftet fremkaldte, husker jeg kun to rosende. Den
første var al Mærket Fbg. i Nationaltidende, hvorbng skjuler
sig samme hojtbegavede kunstkritiker, der i sin Tid vakle
Panik ved at opdage cn liell ny og betydelig Mester i Kob
berotikkunsten, Anon, aabenhart en Franskmand, der skyldle
sin Oprindelse at de anonymt Billeder i den
paa-gældenile Udstillings Katalog var betegnet med en
nærliggende Forkortelse. Den anden Tilhænger af Salomonsen
var en Journalist, jeg tror i Horsens, der glædeile sig me
g<t over. at den beriirate Professor »Carl Jul. Simonsen«
endelig havde faaet taget Livet af den moderne
»Dvsniur-Gnistne«.
Hvad der virkede sna oprnrendc ved Salomonsens Bog, der
jo ellers nærmest kunde synes nt opfordre til en blot
spn-gefuld Behandling, var især to Ting:
For det første hans Mangel paa Folelsc for det
fornærmelige i bans Beskyldning. Han syntes at mene, al man
blot bebover al udstyre sig med en i|vasividenskabelig
Maske for ustr.itTet al kunne sigte sine Medborgere for
at lide af Sindssyge Satoninnscu skulde eu Gang udfra
nogle Parnlellrr mellem ile Forestillinger om en personlig
Djævel, som der er saa rig Lejlighed lil at studere paa
Sindsvgehospitalerne. ug saa den kirkelige Tro paa
Djævlens Kksisteus og Virksomhed, prove paa at fremsætte en
Paastand om. at alle danske Præster, vel at mærk« de
virkelig troende iblandt dem. faldt udenfor den normale
Varialionshreddc. Professoren vil næppe have vanskeligt
ved at forestille sig det Hyl af Indignation, hvormed han
vilde blive modi. Ved al rette sit Angreb mod Kunstnere
har Prof. Snlotnonsen kunnet gore Hegning paa Bifald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
