Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gunvald og Emma - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
kjøkkenet om nætterne. Og naar han laa i sin
mørke krok, paa gulvet foran Klaras seng, eller
han sat der paa stolen og saa paa Klaras graa og
indsunkne ansigt og de to tynde sorte fletterne ned-
over barmen under nattrøien, saa var det godt at
kjende sig lukket inde og alene med hende i det
lille lune rummet og det milde stille lys. Paa
væggen bak sengens hodegjærde hang der smaa
krusede blikformer i en krans, og de skinnet som
stjerner; klokken hans dikket sagte der den hang
paa spikeren, og vækkeruret under hans hodepute
gjentok lyden likesom litt høiere og halvkvalt alli-
kevel. Utenfor sanset han natten og mørket; bak
sig følte han fortiden som noget der var strimet
av ild og blod, og fremfor sig den tid da alting
skulde være graat med ingen skinnende og sviende
striper. Og forslitt og forvaaket, i enslags ørske,
følte han stunderne gli forbi sig, tunge av en rar,
vild sødme. —
— Aaja, de snakket. Doktoren snakket og Laura
snakket, Mathildes lærerinde hadde været her og
snakket, og menighetssøsteren kom og snakket. Om
hvor ufornuftig dette her var og hvor meget bedre
hun vilde ha det paa hospitalet, hvor alting var
indrettet bare efter syke menneskers tarv, og hvor
meget bedre for ham og børnene. Han svarte kort
og tvært og uhøtlig paa alle deres forstandige ord
— for ingen av de fornuftige menneskene tænkte
paa at inde i mandens bryst sa det ufornuftige
menneskehjerte, at tidsnok, tidsnok kom Klara paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>