Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gunvald og Emma - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
VI.
Hver eneste dag reiste Emma ned til sykehuset
og sat hos Guldborg i hele visittiden. Emma sat
med barnets haand i sin. Det var en ynk at se,
hvordan den blev tyndere og hvitere og mere og
mere myk og klam, den lille rødbrune, lubne, skrub-
bede nærven til Guldborg. Emma kjælte for den
og smaasnakket, fortalte om hjemmet og pappa og
søstrene og vesle Olaf til fru Hansen og om folk
og barn og hunder og katter i gaten — og naar
hun saa at Guldborg var træt, saa tidde hun stille,
bare sat og holdt haanden, mens hun stirret fjernt
ut for sig og hendes øine løp fulde av taarer.
Allikevel var disse timerne hos Guldborg gode
for hende. Hun var saa fuld av motstridende fø-
lelser og tanker, og her ved barnets seng fik de
overtaket, de som styrket hende og gjorde hende
godt.
Det blev ved at kjendes inde i hende som noget
var slitt sund mellem hende og Gunvald. Hun
blev forsagt bare hun tænkte paa ham, og sky og
stille naar hun saa ham. Det var ikke at hun
ikke var glad i ham, men der var ingen glæde ved
det mere.
Han var snil bjemme. Hun syntes mangengang
selv det var saa urimelig at hun skulde være
saa trist, for der var virkelig ikke mange koner
hun visste om som hadde saan snil mand og sat
saa bra i det, som hun gjorde. Ikke hadde han
git hende skyld for denne ulykken med Guldborg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
