Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Blaise Pascal. 91
en personlig Bitterhed mod Jesuiterne, hvor
inderlig end disse hule Brødre maatte byde
hans Retskaffenhed imod. — Den
antijesuitiske Bevægelse i hans Samtid var overhoved
ingen blot og bar Reflexvirkning af
Jesuiternés Angreb; den havde sin mægtige Drivfjær
i en Grundidé, der i Udviklingens Løb
spontant bryder ud og underlægger sig Sindene.
Vi har allerede strejfet denne Idé og set den
spire af Menneskets urgamle Mistrøstighed
og Mistro til sig selv; og vi finder den igen,
udtrykt i teologiske Formler i Augustini og
Jansenii Lære om Arvesynden og
Naadevalget.
Grundridset af deres System er følgende:
For at Menneskene skal kunne komme i
Samfund med Gud, maa de besidde hans
Naade, d. v. s. de maa være udvalgt af Gud;
han maa vw/z dem. Før Syndefaldet ejede
Menneskene Evne til efter Forgodtbefindende
at bruge eller undlade at bruge denne Naade.
De stod fuldkommen frie i sit Valg. Men
da de valgte at synde, tabte de samtidig for
bestandig sin oprindelige Frihed. Medens
det primitive Menneske i en vis Henseende
var /Herre, saavel over Naaden som over
Synden, saa blev efter Syndefaldet
Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
