Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192 Per Sivle
strofer, en samklang af korte slaaende rim i et du-
rende rytmisk foredrag — slig er hans lyrik. Den
er norsk og særlig vestnorsk i sin lydlige karakter,
sin konsonantknoklede struktur, sin djærve brathed,
og den minder om de høieste forbilleder i gammel-
norsk literatur med sine knappe fyndsprog.
«Sogor»> er saavidt jeg ved Per Sivles første bog;
den er tillige hans mesterverk. Den handler om barn,
og den er skrevet som det alene kan skrives af den,
der intet har mistet af barnets genialitet og intet til-
sat af sin primitive livsfølelse. Det er en henrivende
bog, aaben og fortrolig og rig paa de eventyrligste til-
dragelser, fordi hele den lille verden er set med et
barns klare og forundrede øine som det merkelige
og oftest sørgelige eventyr, den virkelig er.
Oprindeligere digter end nogen af dem, der har
skrevet landsmaal siden Vinje, følte han sig end
mere end ham paa kant med tilværelsen, fordi har
ogsaa var svagere. Han fik sig ikke til at passe, han
kunde ikke forhærde sig, han bevarede hele sit liv et
harns saarbare sind, og han erhvervede aldrig den
livsfortroliges færdighed i at parere verdens stød. Det
sidste naalestik fik han af storthinget.
Da jeg for nogle dage siden for sidste gang saa Per
Sivle, var han tydelig merket af døden. Han var sig
det bevidst at dømme efter de sidste ord, jeg hørte
af hans mund: Hél skal beholde hvad hun har.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
