Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gustaf Frøding 249
drede aar vil kanhænde det samme suveræne folk,
som aldrig, være sig i nutid eller hedenold, har dig-
tet en stavelse, ædelmodig tilkjende sig forfatterska-
bet og skaansomt glemme ophavsmanden. Hvem var
vel han, poeten?
Der strømmer en elv gjennem en svensk dalbygd,
den gaar i stryg oppe hvor dalen er trang, men vi-
der sig ud til sjø med speilende viker mellem næsse-
nes og holmernes bjærkeklynger. Den er fortrolig
nok, den giver paa blanke dage hele bygdens billede.
Der gaar en vandrer gjennem bygden; han er frem-
med for alle og kjendt af alle, og ingen spør hvorfra
han er eller hvorhen han skal.
Men hvarhelst han kom, blef det lif i lek,
och det mulna i minerna vek — —
och han sjoång och han ljåg
medan pipan han såg
med en uppsyn foårbistradt befångd . .
Frøding har andre eventyr at fortælle. Han har
skrevet sine bohemiska vers, sine dithyrambiske
glådjedikter, sine tungsindige og grublende gralstånk.
Han kommer fra sturende skoge og blege skumrende
ødevidder, fra en ensomhed, hvor der er hvile for
trætte tanker: hvor græmmelsen kan aande frit.
Hans digtning straaler vel af inspiration fra det om-
givende liv, men den tærer ogsaa som ormen paa
hans livsrod, den nærer sine brande og blus med var-
metab for hans sind.
Kampens bistra frostvind
isar allt det varma,
alltfor kallt år lifvet
for de veka, arma — —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
