Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GUNNAR HEIBERG
Gunnar Heiberg fylder idag seksti aar.
Det vilde sikkert ikke være til at holde ud at blive
gammel, hvis man ikke delte denne vanskjæbne med
sine jevnaldrende, og hvis man ikke havde den trøst,
at man ialfald ikke var blit saa gammel som sine
jevnaldrende. I 1898 arrangerede vi unge, vi som
endnu er saa passelig unge, en fest paa Grand for
Henrik Ibsen. Borgerfesten for ham skræmte os dels
ved billetprisen, dels ved det præg af veloverlågt
kjedsommelighed, som allerede belivede rummet mel:
lem linjerne paa programmet. Vor fest havde bare ét
punkt paa programmet: Gunnar Heiberg skulde
holde festtalen. Ak, hvor levende man begynder at
erindre i min alder. Mine øine dugges, naar jeg tæn-
ker paa den syttiaarige digters entré: begeistringen
langs bordets vældige hestesko, velkomstjubelen, sur-
ret af stemmer, Skredsvig, som alt havde reist sig
og ansaa sig for at være ved stegen og slog til lyd
paa sit glas . . . Men det pudsige lille træk, jeg og-
saa husker, er, at digteren havde beholdt galosjerne
paa . .. jeg lagde merke til det, da Obstfelder sent
ude holdt en tale for ham, at han var plantet ind i
sine galosjer, vennesæl og velvillig, men forsaavidt
lidt reserveret og i overensstemmelse med den ham
tilskrevne karakter. Jeg lader denne iagttagelse gaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
