Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gunnar Heiberg 267
klassiske komedie, derfra udgaar dens store linje,
derfra stammer dens ubekymrede mod, dens haan-
lige afvisen af alle letkjøbte og pyntelige mellemver
og stødpuder mellem digter og publikum.
Men parlando ... mens jeg snakker og snakker
. » har jeg egentlig fjernet mig fra opgaven, som
burde været at tale lidt mere indgaaende om drama-
tikeren Heiberg. Som theateranmelder er det mig
egentlig en grum trøst, at jeg faar bøde for denne
undladelse.
«BALKONEN>».
Teppet gaar op, og vi ser ind i et rum, der intet
har tilfælles med Nationaltheatrets andre dagligstuer.
En næsten tom hal i et fornemt hus. Alle betingelser
for hjemlig hygge er banlyst. Den er graa og streng
og øde. Her bor iføige adressekalenderen en gammel
mand og en ung kvinde, men idet teppet gaar op,
kommer de to unge elskende ind i hallen fra sovevæ-
relset. Det er morgen, de kommer ud af Afrodites
tempel, de dvæler og gjør det vanvittige øieblik, at de
maa skilles, langt.
Hvem.er de?
Det er den unge mand og den unge kvinde fra alle
tider og fra alle steder, det er de to unge menneske-
legemer og de to unge menneskesjæle, som fra da-
genes begyndelse af tilhører hverandre. Han heder
Abel, og hun heder Julie, for de unge kjendes bare
ved fornavne, den borgerlige virkelighed har efter-
navnet Ressmann og er noget ved tolden.
Som i en novelle af Boccaccio har vi her i den før-
ste akt de to elementer i den menneskelige urkon-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
