Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154 Det evige savn
— Nei, men at et kvindemenneske kan gjøre sig
saa simpelt, udbrød moderen og lod begge hænderne
falde i fanget. — Og de skjorterne saa du vel aldrig
snippen af mere?
— Nei, de var nok havnet hos onkel, trodde Jo-
hannes.
— ?
Han maatte forklare dem pantelaanerinstitutionen,
og Hans Jørn sad for sig selv og smaaknegget, som
om han godtet sig over den store bys raaddenskab...
Efter maden gik Johannes og satte sig igjen i sin
stenstol oppe i uren. Ude langs strandene begyndte
midtsommerbaalene at blusse. Enkelte raketter steg
spragende over aasranden længer sør. Der var fest
nede i ladestedet.
— Hun hed Inger . . . og hun var anderledes end
de andre. Hun havde ventet paa, at han skulde sige
noget. Men han havde ikke kommet sig til — han
var bleven forvildet af alle de ... alle de gapetøsene.
Den nedsættende betegnelse vederkvæget ham ...
Han sad og dreide sin hat mellem fingrene. Med en
gang faldt en seddel ud af den. Den maatte ha været
stukket ind under svedteremmen.
Der stod: «Kjære, ikke bliv sint. Men vil De ikke
for min skyld kjøbe bare lidt større hat.»
Blodet prikket ham i haarrødderne. Drev hun gjøn
med ham! Det var altsaa, som han tænkte: hun var
ikke anderledes end de andre!
Han for op og drev nedover igjen.
— Men hun vil, at jeg skal være pen, faldt det ham
ind. — Hun har sin mening med det ... Og han
besluttet at gaa op og sætte sig til at skrive til hende.
Aabne sit hjerte og vise hende alt, hvad han var.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
