Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156 Det evige savn
Madam Tønnesen vendte og dreide paa brevet og
prøvde at læse tvers gjennem konvolutten. Men det
lod sig ikke gjøre. Hun pirket ogsaa lidt ved det med
en haarnaal, men resignerte og stillet det varsomt
hen bag en tallerken i rækken.
Straks efter kom Inger springende nedover stien.
— Jeg mødte Nysom paa veien udover. Han har
leveret et brev til mig.
—Ja, jeg har ikke tænkt at beholde det. Vær saa
god!
Inger snappet det og vilde videre.
— Skal tro hvem det kan være fra? sa madam
Tønnesen.
— Det har jeg ikke anelse om.
— Det er vel let nok at brække det og se paa un-
derskriften.
— Nu var De forhippen nu, lo Inger. — De har da
vel aldrig — —? Hun undersøgte randen af kon-
volutten, men den var intakt.
— Aanei, frøken Inger. Jeg kan nok holde disse
fem fingre i veiret, uden at de visner ... Hun smeldtie
igjen vinduet i sin fornærmelse, men Inger var for
cptat af sin spænding til at fæste sig derved. Hun
løb op paa sit værelse og laaste sig inde og lukket
vinduet, før hun aabnet brevet. Det var flere store
ark . .. hun fløi forbi alt til underskriften: «Deres
bestandig hengivne Johannes Rønning.» Hendes
hjerte banket. Hun læste lidt opover paa siste side,
lidt hist og her, og endelig begyndte hun paa begyn-
delsen.
«Kjære frøken Inger, det maa forekomme Dem un-
derlig, at jeg skriver til Dem allerede nu efter et saa
kort bekjendtskab. Men jeg har en fornemmelse af,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
