Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det evige savn 159
ophøre, saa skulde vi vente, at naar alle tænkelige
ting var bragt i det forønskede forhold til os, saa
vilde savnet implicite være os en ukjendt følelse. Men
forud for al erfaring ved vi, at dette ikke vilde være
tilfældet, at tvertimod netop da savnet i os vilde an-
tage en lidenskabs karakter, bemægtige sig hele vor
sjæl og gjøre os livet uudholdeligt.»
Den unge piges ansigt brændie af vrede. Hun
samlet arkene og kastet dem ud i luften, saa de flag-
ret om i værelset. Og hun kastet sig selv over sin
seng og brast i graad.
Men om den filosof, hvis udtalelse om umulighe-
den af selverkjendelse hun netop havde læst, selv
havde kunnet se sin læserinde i dette øieblik, vilde
han ikke været mindre forbauset over hendes graad
end over den pludselighed, hvormed den opløste sig i
hulklignende latter . . . Og endmindre tænkte hun
selv over denne besynderlighed. Hun stod op og ba-
det sit ansigt i vaskebollen og samlet omhyggelig de
omspredte ark og gik ned og banket sagte paa døren
til professorens værelse.
— Forstyrrer jeg dig, onkel Pavels?
— Slet ikke, mit barn. Tiden er min egen... Han
skjøv sine bøker fra sig og dreide sin skruestol ...
— Jeg har faat et brev fra herr Rønning, som var
her igaar. Faar jeg lov at læse det for dig?
— Naah! Han er tidlig ude. Men du skylder ikke
mig nogen fortrolighed i de anliggender, min pige.
— Men vil du alligevel ikke høre det?
— Vist vil jeg saa, siden du viser mig den tillid.
Men jeg forstaar ikke dere unge piger af den nye
nd.
— Sæt dig tilrette, onkel Pavels, og stop din pibe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
