Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SMITTEKILDEN
(1900)
I:
Den lille klokke ringede løs, det var som den gnel-
drende jammer dængtes ud af den, og den blev ufor-
skammet ved i det ustanselige til harm for alle hu-
sets ældre nerver. Jomfru Henriksen paastod, at hun
laa vaagen den bedste tid af natten af gru for denne
morgenklokke, men de, den skulde vække, sov. En
og anden kunde vende sig i sengen, og i hans drømme
kunde klemtene omfortolkes i uklare billeder hjem-
mefra ... kirkesøndage, dombjelder ... En og anden
kunde ogsaa fare op og sige fan og sovne igjen,
dybt og deilig. Men selve ringeren havde faaet dette
hverv, fordi han var aarvak som en hane og paalidelig
som en porthund. Han bar endnu sin stutte nord-
landstrøie af sort vadmel, han var høi og sværlem-
met, men det unge blide ansigt var graat af uvant
studieliv, Højt og med grovt mæle repeterede han
græske verbalbøininger i takt med dragene i klokke-
rebet: faino, fano, éfena, péfangka. — —
Det var en mørkegraa vintermorgen med lave skyer
og isende skraatræk af spidse snefnug. Pludselig
blev der tændt lys i et vindu i tredje, den tilisede rude
knagede for hidsige knoker, og et morgengrættent
ansigt keg ud.
«For Guds skyld, hold op, menneske. Jeg verker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
