Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
øverst. Det var sagtens forældrene. På den sorte
forhøjning stod en lille kiste og tog sig grumme
uanselig ud. Men den var dækket af kranse og
blomster, og de livede op.
Han stod lidt og så’ sig om, skævede hen til
de halvvisne tujaer og den støvede flordekoration
på begge sider og trak en smule på læberne. Han
vilde ønske, den håndværksmæssige stads var borte.
Den stækkede hans tanker. Det mindede om
teater-dekorationer ved dagslys. Hvad skulde han sige
om det stakkels lille barn der under den sorte
fjæl? Af jord og til jord — alt andet var kun
som blomster over kisten. Han bøjede sig lidt og
fangede den svage duft af en buket roser; det var
lige, han kunde mærke den, men den flk hans hjærte
til at svulme.
»Kære venner«, sagde han, »man føier sig
sælsomt bevæget i sit hjærte ved at mærke disse
røde rosers kolde duft på denne tid og på dette
sted. Tiden og stedet strides ikke indbyrdes. Disse
fugtige mure, dette sorgens sorte udstyr, denne sal,
hvor levende røster lyder spøgelseagtig fremmed,
enes så godt med vinterdagens rugende tusmørke
og den dalende sne, der drager sit kolde klæde
over de dødes mindetegn og den livløse jord. Det
knuger sjælen med forkrænkelighedens tanke, døden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
