Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
187
sagt, at tjenestefolk nuomstunder i sjæl og sind
var et med trællene i gamle dage. Der var ingen
ære i dem; de løj, bare de kunde komme til,
uden nogensomhelst grund; de drev og sløsede,
så snart man vendte øjnene fra dem; aldrig kunde
man stole på dem. Men i gamle dage havde de
dog pisken over nakken; nu kunde de snart gøre,
hvad de vilde, og derfor blev de så uregerlige,
især de unge. For de ældre havde da lært lidt
af verden. De holdt sig også mere til familien.
Hun skulde for fremtiden nok se altid at få ældre
piger.
Hvem der dog kunde falde i søvn! Hun var
vis på, at det tykke kvindemenneske derinde alle-
o
rede sov på sit grønne øre. A, det var da også
en harm, at hun lå her og kom til at sammenligne
sig og sin tjenestepige. Det var, ligesom de stod
ens. Hun følte et ubehag, som om hun lagde sin
lille hvide hånd i hendes røde, fedtede næve.
Hun vilde tænke på noget andet, noget ganske
dagligdags, det tæppe, hun broderede på. Der gik
den linje, og der gik den; der var et hul, som
skulde fyldes med kirsebærrødt, og der skulde hun
bruge gråt. A, de dumme farver! A, det dumme
tæppe!
Hun stirrede mat ud i mørket. Hun kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
