Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238
fjasede med hende og hendes Frænder og i hendes
Nærværelse aflægge Beretning om sin Sendefærd. Cavendish
meldte Kardinalen, hvad dervar sket. Wolsey bed i sine
Læber, saa Blodet sprang, men gik rank og stolt til
Hallen med Haanden hævet til Velsignelse over dem, han
mødte. Han bøjede sig for Kongen, og ikke en Mine i
hans Ansigt forraadte Krænkelsen. Kongen bød ham
rejse sig og spurgte Nyt.
Wolsey svarede.
Anna spurgte. Wolsey svarede venligt og tydeligt paa
hendes Spørgsmaal.
Hoffolkene rakte Hals afNyfigenhed, og dæmpet
Hvisken lød fra Hallen til Borgestue, fra Borgestue over
Borgegaard med Flagermuseflugt viden om Land.
Audiensen blev lang, og meget blev der talt, men
Wolsey dækkede sin Tavshed om det vigtige ved megen Tale
om uvæsentligt. Han følte, at meget var anderledes, at
andre havde taget hans Plads, og at det gjaldt meget.
Men ikke en Mine forraadte, hvad han følte.
Mod Aften forlod han Richmond. Suffolk fulgte ham
til Dørs. Hertugen skyldte Kardinalen alt; det var
Wolsey, der havde reddet hans Hals, da han mod Kongens
Vilje havde ægtet hans Søster, Enkedronningen af
Frankrig; Wolsey støttede ham med Guld, forgældet
som han var. Men Suffolk mærkede, at Vinden blæste
fra en anden Kant, og han led ikke Kardinalen.
Da han stod paa Trappen, og Kardinalens Muldyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
