Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260
to unge, der glemte alt for at skabe et Minde, der aldrig
skulde glemmes. Vinden sang gennem Taarnfløje og
Poppelkroner, og Rimen spandt sit flængede Næt
mellem Busk og vissent Græs.
Og gennem Kys og Kærtegn bævede Thomas Wyatts
sidste Sang til den Anna, mod hvem hans Lut havde
klinget i Ungdommens Aar.
En bitter Draabe i Glædens Kalk, der steg gennem
Drikkens Sødme. Et fast, ubrødeligt Mands-Ord, født i
Kvindes hedeste Favntag; men ærligt holdt, da det
havde set Lyset i kvalfuld Fiyd:
Hvo lyster at jage, jeg kender en Hind,
Men ak! Jeg tør den ej jage.
Ej jeg vinder den ind, trods mit higende Sind,
Jeg er forrest blandt alle tilbage.
Jeg ser, hvor den flyr, og jeg følger som bedst,
Jeg maa bide inin Tunge og standse;
Jeg mægter dog ikke den stormende Blæst
Med et Net at byde en Skanse.
Hvo lyster at jage — han sænke sin Haand,
Det er Cæsars Hind, som han jager;
Diamanters Skrift i et straalende Baand
Ora dens Hals hvert Haab ham betager:
»Rør mig ikke — Jeg synes dig tam!
Nej! jeg dirrer af Vildskab, jeg — tilhører ham.«
Gennem Natten lød et skarpt, skingrende Skrig og en
Vrinsken som af en Hest i rystende Skræk. Saa blev
der stille et Sekund, men atter lød Hestens Vrinsken, og
der trængte en Lyd til Vinduet som af klirrende Staal.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
